Du er her: danmarkshistorien » Historiske perioder » Det unge demokrati, 1848-1901 » Krigen 1864 (2. Slesvigske Krig) - og Freden i Wien
Det unge demokrati, 1848-1901

Krigen 1864 (2. Slesvigske Krig) - og Freden i Wien

Tilbagetrækningen fra Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar 1864. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
Farvelagt billede af Skanse 3 ved Dybbøl. Fra Rigsarkivet.
D.G. Monrad. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Danmark var forbløffende dårligt forberedt til et militært opgør. Hæren var under omorganisering med utilstrækkeligt uddannede befalingsmænd og for få officerer. Dannevirke-stillingen var blevet forbedret, men flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia var langtfra færdigudbyggede. Værst var dog næsten den overdrevne tillid til de danske styrkers formåen, der gennemsyrede offentligheden og endog prægede politikerne og den kommanderende general C.J. de Meza.

Af nationale og historiske grunde fremstod Dannevirke i befolkningens øjne som det sikre bolværk mod tyskerne, men den danske styrke på 40.000 mand var reelt for lille til at forsvare den 85 km lange stilling, og det så meget mere, fordi de oversvømmede arealer langs fløjene frøs til is i det hårde vintervejr. De første tyske angreb blev afvist, men situationen var uholdbar. Natten mellem den 5. og 6. februar 1864 gennemførte de Meza ubemærket af fjenden derfor en velordnet tilbagetrækning til Dybbøl og Als og bevarede herved den danske hær intakt.

Rømningen af Dannevirke ramte imidlertid befolkningen som et chok og opfattedes af mange som et forræderi fra general de Mezas, konseilspræsident Monrads og kongens side. Det kom til optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk. Ved Dybbøl arbejdede tropperne intenst på at styrke befæstningsværkerne, men stillingen var åben for beskydning fra Broager, og efterhånden som tyskerne indsatte flere tropper og kraftigere skyts, blev situationen mere og mere håbløs. For at stå stærkere på den forestående London-konference afviste regeringen imidlertid en tilbagetrækning til Als og krævede stillingen holdt, men den 18. april 1864 faldt Dybbøl efter blodig kamp. Tyske styrker havde samtidig besat store dele af Jylland, så selv om den danske flåde blokerede de preussiske Østersøhavne og besejrede en østrigsk flådeeskadre ved Helgoland, stod Danmark svagt ved den to måneder lange London-konference, der omsider åbnede den 25. april 1864 med repræsentanter for England, Frankrig, Rusland, Sverige-Norge, Det Tyske Forbund, Preussen, Østrig og Danmark.

Alt hvad der kunne gå galt, gik her galt for Danmark, hvilket i høj grad må tilskrives en række fejlvurderinger fra både regeringens og dens forhandleres side. En hovedårsag var den interne danske uenighed om, hvad der skulle satses på: en helstatsløsning, en personalunion med fælles regent, eller en deling af Slesvig. Dertil kom en helt utilstrækkelig erkendelse af, hvor svagt Danmark faktisk stod, efter at den klassiske internationale magtbalance var gået i opløsning. Medvirkende var også Bismarcks evne til at skubbe både med- og modspillere ud i positioner, der sikrede Preussens langsigtede interesser. På denne vis fik han slutteligt Danmark til at afvise et engelsk-fransk forslag om en deling af Slesvig, hvorefter konferencen sprængtes.

Den 29. juni 1864 erobrede tyskerne Als og besatte Jylland til Skagen. Mistilliden til konseilspræsident Monrad voksede, og i juli dannede C.A. Bluhme (1794-1866) en regering, der efter benhårde fredsforhandlinger måtte acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Lauenborg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Freden i Wien blev underskrevet den 30. oktober og ratificeret med stort flertal af Rigsrådets to kamre. Dermed havde det danske monarki mistet 2/5 af såvel sin befolkning som sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer med 1,7 millioner indbyggere.

Interaktiv illustration: Danmarks fra 1815 til idag

Klik her for at åbne kortet på en ny side

Interaktiv illustration: Ændringerne af den dansk-tyske grænse i 1864 og 1920

Klik her for at åbne det interaktive kort på en ny side.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.10.2016