Det unge demokrati, 1848-1901

Handel og byudvikling

Trods landbrugets nøgleposition var det byerne, der tegnede sig for hovedparten af befolkningstilvæksten. Selv uden at medregne de store urbaniserede forstæder i Københavns Amt voksede alene hovedstadens befolkning 3½ gange til 454.000 indbyggere i anden halvdel af 1800-tallet. Mange af købstæderne havde tilsvarende eller større vækstprocenter. Og langs de nyanlagte transportveje voksede nye bysamfund op, hvoraf nogle som Esbjerg, Silkeborg og Herning hurtigt opnåede betydelige befolkningstal.

Med Junigrundloven blev næringsfriheden sat på dagsordenen. Første skridt var afskaffelsen af den konsumptionsafgift, som landboerne ved byporten havde betalt for at få lov til at køre deres varer ind til salg i byerne. Med afskaffelsen i 1851 forsvandt de volde og plankeværker, der i hundreder af år havde ligget som synlige toldgrænser mellem by og land. Og få år senere, i 1857, vedtog Rigsdagen med Næringsloven selve dødsstødet mod den privilegerede borgerlige næring. Mesterlavene tabte retten til selv at regulere produktion, priser og tilgang til faget, og svendene mistede den sociale tryghed og faglige selvbevidsthed, som det obligatoriske medlemskab af svendelavene havde ydet.

Købmændene oplevede ikke umiddelbart de samme problemer. Et læbælte på 1½ mil (godt 10 km) rundt om købstæderne sikrede dem fortsat mod konkurrence i oplandet, selv om høkerhandel med hverdagens helt elementære fornødenheder måtte accepteres. Først da andelsbevægelsen fra slutningen af 1880'erne også inddrog handel og omsætning og fik dom for, at dens nye redskab, brugsforeningerne, kunne handle frit med sine medlemmer, også inden for læbæltet, begyndte det at gøre ondt for byernes købmænd. Ligesom det betød et stort tab af markedsandele, da bønderne selv på andelsbasis gik direkte ud på verdensmarkedet - både som eksportører af smør, bacon og æg og som importører og forhandlere af kunstgødning, korn og foderstoffer.

Generelt formåede den urbane sektor dog også efter næringsfriheden at skabe eksistensgrundlag for de tusinder af tilvandrede småkårsfolk, der brød op fra en ussel og udsigtsløs tilværelse på landet. Traditionelt var byernes hovedfunktion at dække oplandets behov for varer og tjenesteydelser.

København og andre større byer nød dertil godt af lukrative leverancer til statens administrative og militære organer, ligesom en gunstig trafikal placering var afgørende for både de produktive og de omsættende erhvervs muligheder uden for det lokale marked. Når Aarhus voksede så meget hurtigere end de øvrige købstæder, må det især tilskrives, at byen allerede i 1840'erne begyndte udbygningen af sin havn, der med sin placering midt på den jyske længdebane fra 1860’erne fik direkte forbindelse til hele Jylland.