Du er her: danmarkshistorien » Perioder » Det unge demokrati, 1848-1901 » Grundloven 1849
Det unge demokrati, 1848-1901

Grundloven 1849

D.G. Monrad (1811-1887)
Orla Lehmann (1810-1870). Begge billeder fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Selv om de nationalliberale ministre ikke var medlemmer af Den Grundlovgivende Forsamling, var det de nationalliberale ledere D.G. Monrad og Orla Lehmann, der skrev det forfatningsudkast, som blev fremlagt til forhandling. Her blev det valgrettens udstrækning, der længe delte vandene, men i sidste instans opnåedes der bred enighed om et kompromis med almindelig valgret til en rigsdag med to kamre. Vælgerkorpset for begge kamre blev det samme, nemlig alle uberygtede mænd over 30 med egen husstand, der ikke nød eller havde nydt fattigunderstøttelse eller havde mistet rådighed over eget bo. Valgene til Landstinget blev indirekte, og valgbarheden var begrænset til økonomisk velbjergede mænd over 40 år. Heri lå garantien for et besindigt og ansvarligt førstekammer, der om nødvendigt kunne afbalancere overilede beslutninger i Folketinget, hvortil alle uberygtede mænd over 25 var valgbare.

Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget med solidt flertal i Den Grundlovgivende Forsamling den 25. maj 1849 og underskrevet af Frederik 7. den 5. juni samme år.

Ved grundlovens indførelse fik cirka 15 % af befolkningen stemmeret, hvilket i datidens verden var yderst demokratisk. I betragtning af den udbredte mistillid til den jævne befolknings politiske dømmekraft og set i lyset af de reaktionære opgør med 1848-revolutionerne, der prægede det meste af Europa i foråret 1849, kan det overraske, at højrefløjen accepterede en forfatning med så beskedne konservative garantier. Den alvorlige krigssituation i Jylland har givetvis medvirket til kompromisviljen.

Med grundloven blev Danmark et konstitutionelt monarki med en Montesquieu-inspireret tredeling af magten og en sikring af de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Den udøvende magt lå hos kongen (der regerede gennem ansvarlige ministre), den lovgivende magt lå hos kongen og den folkevalgte rigsdag i forening, og den dømmende magt lå hos domstole med uafsættelige dommere.

I Junigrundlovens første kapitler beskrives kongehuset og arvefølgen samt rammerne for kongens (og hans ministres) udøvende magt. Derefter gennemgås principperne for den lovgivende magt, herunder valgene til rigsdagens to ting, og for lovgivningsprocessen, ikke mindst behandlingen af finansloven. Den dømmende magt behandles i kapitel 6 og den evangelisk-lutherske folkekirke i kapitel 7, der samtidig understreger borgernes fulde religionsfrihed. Herudover omhandler resten af grundlovens 100 paragraffer især en række klassiske frihedsrettigheder som forbud mod vilkårlig fængsling, ejendomsrettens og boligens ukrænkelighed samt trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed. Nævnes skal også ubemidlede borgeres ret til fri undervisning og offentlig understøttelse samt liberalismens mærkesag i opgøret med privilegiesamfundet: "Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skulle hæves ved lov".

Under presset af "den europæiske nødvendighed", dvs. Danmarks traktatlige forpligtelser til at bevare helstaten, reduceredes Junigrundlovens gyldighed betragteligt med Oktoberforfatningen i 1855 for monarkiets fælles anliggender, der henlagdes til et Rigsråd med begrænset valgret til førstekammeret. Samme model benyttedes i den fatale Novemberforfatning i 1863 og i den reviderede grundlov i 1866. Ikke desto mindre har Junigrundloven fra 1849 og til dato stået som det formelle grundlag for det danske demokrati, ligesom mange af dens principper mere eller mindre ordret er videreført ved revisionerne i 1866, 1915 og 1953.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.05.2015