Det unge demokrati, 1848-1901

Fremstillingserhverv og industrialisering

Behovet for føde, klæder og boliger til den voksende befolkning gav i sig selv et større hjemmemarked, men det var den voksende arbejdsdeling mellem land og by, der var udgangspunktet for den stærke urbanisering. Med den specialiserede, markedsrettede vareproduktion opgav bønderne den traditionelle selvforsyningsøkonomi til fordel for indkøb af færdigproducerede varer - både til det daglige konsum af f.eks. tøj og brød og af produktionsmidler som redskaber, byggematerialer og grovvarer. Karakteristisk var det behovet for moderne landbrugsmaskiner, der lå bag mange smedeværksteders udvikling til maskinfabrikker fra midten af 1800-tallet.

Håndværk og industri ernærede omkring 1900 knap 30 % af den danske befolkning. Inden for byernes grænser var andelen naturligvis højere; gennemsnitligt omkring de 50 %. Men i betragtning af den markante modernisering, som landet i øvrigt gennemløb, var industrialiseringens tempo ikke hæsblæsende. I den første officielle industritælling i 1897 opgjordes antallet af virksomheder til 77.000 med i alt 274.000 beskæftigede (inkl. ejere og funktionærer). 170 virksomheder havde mere end 100 arbejdere, men langt de fleste var små mesterdrevne værksteder med højest et par ansatte.

Samlet set fastholdt håndværket sin store andel inden for den sekundære sektor. Bygningshåndværkerne fyldte naturligvis meget i en periode, hvor en femdoblet bybefolkning skulle have boliger, og hvor mængder af anlægsprojekter blev iværksat i by og på land. Andre fag blev ofre for konkurrencen fra industrivarer og fra billig ufaglært - ofte kvindelig - arbejdskraft. Vævere og kurvemagere forsvandt, de talrige skræddere decimeredes, og skomagerne måtte omstille sig til reparationsvirksomhed af fabriksfremstillet fodtøj. Men der var også tilgang af nye grupper, f.eks. elektrikere og cykelsmede.

Det var ikke mindst byernes kapitalstærke borgerskab, der nød godt af erhvervslivets liberalisering. Mange storkøbmænd tjente formuer på den øgede handel og engagerede sig samtidig aktivt i produktiv virksomhed - enten direkte som fabrikanter eller som aktionærer i banker, trafikselskaber og store fusionerede virksomheder. Et særligt træk ved moderniseringen var fremvæksten af en ny elite af lønnede virksomhedsledere - personer, der i kraft af uddannelse og personlige egenskaber blev betroet ledelsen af store foretagender og aktieselskaber som f.eks. den legendariske direktør for Privatbanken, C.F.Tietgen (1829-1901). Ud over offentlige embeder, kunne uddannelse og evner i stigende grad også give adgang til ansvarstunge funktioner i det private erhvervsliv.