De første år efter grundlovsrevisionen i 1866 var det politiske klima ganske fordrageligt, men spørgsmålet om folketingsparlamentarisme begyndte for alvor at rejse sig omkring 1870. Striden handlede om magtfordelingen mellem Folketinget, der var domineret af Venstre, og Landstinget, hvor Højre havde massivt flertal. Grundloven bestemte, at finansloven først skulle forelægges Folketinget, så her mente Venstre, at man havde et effektivt våben til at tvinge en regering til at gå af, da det var grundlovsstridigt at opkræve skatter eller afholde udgifter, der ikke havde hjemmel i en vedtagen finanslov.

Da våbnet blev afprøvet første gang i 1873, resulterede det i et folketingsvalg, men da den kampberedte Estrup i 1875 havde overtaget regeringens ledelse, blev sagen for alvor sat på spidsen. Da Venstre i 1877 insisterede på nogle relativt ligegyldige bevillinger, endte det med, at de to ting vedtog en finanslov med to forskellige formuleringer, hvorefter Estrup hjemsendte Folketinget og udstedte en provisorisk finanslov, der bemyndigede regeringen til at opkræve skatter og afholde udgifter, for så vidt de var vedtaget af begge ting.