Det unge demokrati, 1848-1901

Fattigdom og socialpolitik

Med Næringslovens ikrafttræden i 1862 mistede svendelavene deres betydning, selv om de i mange fag fortsatte som selskabelige foreninger - ofte kombineret med sociale forsikringsordninger som syge- og alderdomshjælp - men medlemskabet var nu frivilligt, og mange valgte at spare kontingentet. Enkelte lav forsøgte kollektivt at virke for medlemmernes arbejdsvilkår, men sjældent med nævneværdige resultater, så i 1860'ernes højliberale klima havde mange faggrupper svært ved at fastholde reallønnen - også pga. presset fra tilvandrede arbejdere. Resultatet var en iøjnefaldende forarmelse i arbejderklassen, og det vakte bekymring i borgerskabet. Nøden ramte nemlig ikke kun arbejdssky og asociale personer; også de fleste arbejdsvillige og -duelige arbejdere levede så tæt ved eksistensminimumsgrænsen, at de ikke ved egen hjælp kunne klare selv kortvarige arbejdsløsheds- eller sygdomsperioder.

Disse benhårde samfundsøkonomiske kendsgerninger blev afdækket i bl.a. Th. Sørensens statistiske levefodsundersøgelser omkring 1880. Selv med fuld beskæftigelse året rundt var det hverken i by eller på land muligt for en almindelig ufaglært arbejderfamilie at afse mere end et par procent af lønnen til forsikring eller opsparing. Tre fjerdedele af indkomsten gik til føde og andre 15 % til bolig og varme. Med periodens generelle reallønsfremgang faldt fødevareandelen ganske vist betragteligt, især i byerne, men endnu i 1909 brugte mange landarbejdere mere end 60 % til mad.

Den offentlige socialpolitik baserede sig i udgangspunktet på fattighjælp, der bl.a. indebar, at modtagerne mistede deres stemmeret og ikke måtte indgå ægteskab. Fra midten af 1800-tallet gik bestræbelserne på at gøre de værdigt trængende til ansvarsbevidste borgere gennem udbredelse af sparsommelighed, medlemskab af sygekasser, alderdomsunderstøttelseskasser og brugsforeninger mm. - kort sagt gennem oplysning at gøre de ubemidlede selvhjulpne uden økonomiske tilskud fra det offentlige. Med erkendelsen af, at dette var umuligt blev princippet om en statslig "hjælp til selvhjælp" almindeligt accepteret som grundlag for den sociale lovgivning. Med Sygekasseloven 1892 og Arbejdsløshedskasseloven 1907 blev der herefter givet statstilskud til ubemidlede borgere, der var ansvarsbevidste nok til at betale kontingent til en social forsikringsordning.

Alderdomsforsørgelsen lod sig dog ikke løse på forsikringsbasis, så ved revisionen af Fattigloven i 1891 blev alle ældre over 60 undtaget og fik ved en særlig lov ret til offentlig understøttelse uden fattighjælps virkning, hvis de havde holdt sig fri af fattigvæsenet de sidste 10 år, og hvis trangen ikke var selvforskyldt. Trods undtagelserne var der tale om en bemærkelsesværdig lovgivning, hvor Danmark som det første land i verden gav alle sine borgere en principiel ret til offentlig alderspension uden deklasserende virkninger.

Understøttelse efter den reviderede Fattiglov af 1891 indebar derimod fortsat som hovedregel fortabelsen af en række borgerlige rettigheder. Hensigten var fortsat at forbinde offentlig fattighjælp med så ubehagelige virkninger, at klientellet blev begrænset til "de uværdige". De "værdigt trængende", dvs. uforskyldt nødlidende, burde klare sig med hjælp fra tidens forskellige privatfilantropiske foretagender eller fra de ”frie fattigkasser”, som siden 1856 disponerede over en blanding af privat indsamlede og – i voksende omfang – kommunale midler, der dog langt fra kunne dække behovet. I 1907 omdannedes de til rent offentlige Hjælpekasser med bestyrelser, der valgtes af hele det kommunale vælgerkorps.