Det unge demokrati, 1848-1901

Det kommunale selvstyre

I Grundloven hed det, at "kommunernes ret til, under statens tilsyn, selvstændigt at styre deres anliggender vil blive ordnet ved lov" I forlængelse heraf fik København, købstæderne og landkommunerne i 1850’erne og 60’erne nye styrelses- og valgordninger med ret divergerende bestemmelser. Generelt var der dog tale om, at den højestbeskattede femtedel af vælgerne fik afgørende indflydelse ved valgene til de kommunale råd. Statens tilsyn udøvedes gennem kongeligt udpegede borgmestre og amtmænd. Først ved den kommunale valgreform i 1908 indførtes forholdstalsvalg og kvindelig valgret.

I sognekommunerne var hovedopgaverne fattigvæsenet og skolevæsenet samt vejene. Sygehusvæsenet lå i amternes regi. I byerne var opgaverne flere og øgedes løbende med bl.a. renovation, kloakering og vand-, el- og gasforsyning. De oftest velbemidlede kommunalbestyrelsesmedlemmer holdt på land og i by gerne igen med udgiftstunge investeringer, men efterhånden som Socialdemokratiet blev en magtfaktor efter århundredeskiftet, skete der i de større byer en "kommunesocialistisk" udvikling med stærkt forbedrede skoler, alderdomshjem, sygehuse og andre velfærdsordninger.

Lovgivningen lagde visse begrænsninger på kommunernes ret til skatteudskrivning og låntagning, men reelt blev der udviklet et udstrakt selvstyre, der udgjorde en væsentlig side af det danske samfunds modernisering og demokratisering.