Det unge demokrati, 1848-1901

Den gennemsete Grundlov af 28. juli 1866

Efter freden i Wien 1864 stod det amputerede Danmark tilbage med hele to forfatninger. Dels Junigrundloven, der dækkede selve kongerigets indre anliggender, dels den fatale og nu meningsløse Novemberforfatning, der skulle have dækket fællesanliggenderne for Danmark og hertugdømmet Slesvig. Men der var langtfra enighed om blot at ophæve den sidste, som det demokratiske Venstre krævede. Kongen og hans konservative embedsmandsregering ville have en forfatning, der bevarede Novemberforfatningens indskrænkede valgret til Landstinget, og de fleste nationalliberale ønskede også begrænsninger i den brede vælgerbefolknings mulighed for at få bestemmende indflydelse på Landstingets sammensætning.

Det blev en lille gruppe af nye aktører på den politiske scene, de såkaldte nationale godsejere, der med den senere konseilspræsident J.B.S. Estrup (1825-1913) som hovedarkitekt fik løst den akutte forfatningsmæssige krise gennem en alliance med J.A. Hansens (1806-77) sjællandske Venstre-fraktion. Resultatet blev i 1866 Den gennemsete Grundlov, der næsten ordret fastholdt det meste af Junigrundloven - herunder paragrafferne om valgret og valgbarhed til Folketinget. Men Landstingets sammensætning og valgmåde blev ændret, så de privilegerede sikredes mod ethvert tænkeligt angreb fra ubemidlede, vadmelsklædte vælgere. 12 af de i alt 66 medlemmer udnævntes af kongen, og hovedessensen af de indviklede regler var, at valgene af de øvrige mandater skete indirekte gennem valgmænd, og at landets 1.000 rigeste mænd forlods var tildelt halvdelen af stemmerne til 46 af mandaterne, samtidig med at de også deltog i valgene af de øvrige valgmænd. Den gennemsete Grundlov udløste en halv snes år senere en forbitret forfatningskamp, der først fandt sin løsning ved Systemskiftet i 1901.