Det unge demokrati, 1848-1901

De politiske partier 1848-1901

Ifølge Grundloven var rigsdagsmændene kun "bundne ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere". Idealet var, at lovgivningen skulle udrinde af en oplyst og fordomsfri debat mellem ”de begavede, de dannede og de rige”, som Orla Lehmann formulerede det i 1860. Snævre materielle klasseinteresser hørte ikke hjemme på tinge, og derfor var fordømmelsen hård, når bønderne foretrak deres egne vadmelsklædte kandidater frem for højt meriterede samfundsborgere.

Reelt skete der dog fra første færd en partidannelse, men oftest som ret løse grupperinger af rigsdagsmænd uden noget fast organiseret bagland. Langtfra alle den første generations rigsdagsmænd lod sig dog entydigt eller permanent placere i en bestemt politisk bås. Socialdemokratiet (dannet i 1876) var det første "moderne" parti med program, presse og basisforeninger. Fra 1880'erne begyndt både Højre og Venstre at opbygge fastere partiapparater, men begge havde svært ved at få dem til at fungere med en bredt anerkendt myndighed. Det Radikale Venstre stiftedes derimod i 1905 som et moderne vælgerparti.

Under Junigrundloven kunne det politiske spektrum groft opdeles i tre:

  • et helstatstro Højre
  • et nationalliberalt Centrum
  • et tredelt Venstre, primært med tilslutning fra bønder og husmænd.

Efter 1864 splittedes Centrum; de fleste trak til højre, mens et Mellemparti af fortrinsvis yngre hældede mere mod det nationale Venstre. Og i 1870’erne indgik de Nationalliberale i en egentlig regeringsalliance med godsejerne og blev derefter helt opslugt af det Højre-parti, der samledes som reaktion mod bøndernes Forenede Venstre.

Det Forenede Venstre proklameredes af 44 folketingsmænd med udsendelsen af et fælles program i 1870. Her gik J.A. Hansens (1806-1877) Folketingets Venstre med rod hos Bondevennerne og med bladet Almuevennen sammen med det Nationale Venstre, der havde sin tyngde blandt de grundtvigianske fynske bønder med Sofus Høgsbros (1822-1902) Dansk Folketidende som hovedorgan. Også det antimilitaristiske Jyske Folkeparti med Lars Bjørnbaks (1824-1878) Aarhus Amtstidende som talerør deltog i begyndelsen, men trak sig, før et mere gennemarbejdet program blev udsendt op til valget i 1872.

Det Forenede Venstres program fra 1870 fastslog indledningsvis, at "Junigrundloven i dens fulde omfang er folkets moralske ret". Dette krav var det stærkeste og ofte eneste bindemiddel for det skrøbelige sammenhold mellem Venstres grupper i de følgende 30 år. Venstre havde mange høvdinge og var som regel splittet i 2-3 fraktioner, der i praksis havde svært ved at optræde særligt "forenede".

Det var kravet om det demokratisk valgte Folketings ret til at afgøre regeringens sammensætning, der frem til 1894 fastholdt samarbejdet inden for Venstre. Christen Berg (1829-91) var indtil sin død om nogen frontfiguren i kampen mod Højres blanke afvisning af Folketingets forrang over for Landstinget – og dermed af folketingsparlamentarismen. Han var en strålende agitator, der på møder og gennem sit avisimperium (den bergske presse) formåede at kalde vælgerne af huse.

I en halvhjertet alliance med Viggo Hørups (1841-1902) og Edvard Brandes’ (1847-1931) europæiske Venstre (fra 1884 med dagbladet Politiken som talerør) mistede Berg dog grebet om Venstres mere moderate fløj med den kompromissøgende Frede Bojsen (1841-1926) i spidsen.