Det unge demokrati, 1848-1901

De folkelige bevægelser

En afgørende side af moderniseringen var den sociale bredde, som opgøret med det traditionelle samfunds normer og magthavere fik i løbet af perioden. Nok var det en velartikuleret gruppe af yngre nationalliberale, der før 1848 førte an i opgøret med den enevældige stat, men mange bønder havde, bl.a. i gudelige forsamlinger, udviklet en antiautoritær og selvbevidst styrke over for såvel statsmagten som "de begavede, de dannede og de rige". En selvbevidsthed, der bl.a. fandt ideologisk ståsted i Grundtvigs opgør med den sorte skoles golde vidensindlæring og hans promovering af folket og det folkeliges styrke og ret.

Med et tætvævet net af politiske, økonomiske og kulturelle foreninger skabte bønderne en stærk modkultur i kampen mod den herskende klasse af godsejere og åndshovmodige bedsteborgere, der fandt det uforsvarligt at betro den grå landalmue andel i samfundets beslutningsprocesser. Fællesskabet omfattede langt fra alle – de indremissionske bønder levede i deres eget kulturelle fællesskab – men inden for den grundtvigiansk dominerede bondebevægelse indgik det politiske Venstre og den økonomiske andelsbevægelse i et tæt samspil med fri- og højskoler, foredrags- og gymnastikforeninger, lokalt ejede aviser mm.

Tilsvarende samlede byarbejderne sig fra 1870'erne på klassebevidst socialistisk grundlag til kamp mod det kapitalistiske samfunds normer og institutioner. Og i de følgende årtier udviklede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sig ligeledes til et alternativt, solidarisk og kulturelt fællesskab. Ikke alene politisk og fagligt; socialt engagerede den sig i sygekasser, økonomisk i kooperative virksomheder, kulturelt i sang- og teaterforeninger, siden også i aftenskole- og foredragsaktiviteter og – ikke mindst – i den socialdemokratiske presse, der gennem aflæggerblade forgrenede sig ud over landet.

Også andre af tidens folkelige og sociale bevægelser som f.eks. husmands- og kvindebevægelsen indgik i den kulturelle demokratiseringsproces, der i anden halvdel af 1800-tallet udviklede almindelige danskere fra at være passive, autoritetstro undersåtter med en standsbestemt, afhængig stilling i lokalsamfundet til at blive aktive samfundsborgere, der stemte ved valgene og organiserede sig for at forbedre deres livsbetingelser.