Det unge demokrati, 1848-1901

Danmarks udstrækning, arealer og infrastruktur

Ved fredslutningen i 1864 bevarede Danmark Ærø og en række slesvigske sogne syd for Kolding og Ribe, som mageskiftedes for de "kongerigske enklaver" i Vestslesvig. Og herudover omfattede kongeriget fortsat "bilandene" Island og Færøerne og kolonierne Grønland og De Vestindiske Øer.

De ydre konturer af det egentlige Danmark stabiliseredes i anden halvdel af 1800-tallet med digeanlæg og høfdebyggeri, men det var inden for kystlinjen, at der skete iøjnefaldende ændringer i landets fysiske udseende. I 1861 var 34,5 % af arealet dækket af sand, moser og kær samt især heder og lyngbakker; i Jylland var det mere end halvdelen, der således lå udyrket hen. I 1907 var kun 18,4 % af arealerne ikke kultiverede; mindre end en tiendedel af øerne og knap en fjerdedel af Jylland. Mere end 4.000 kvadratkilometer hedearealer forsvandt og blev fortrinsvis tilplantet med plantager. Skovarealet blev herved fordoblet, og der blev indvundet store eng- og græsningsarealer. Også inddæmnings- og afvandingsprojekter bidrog med dyrkbare landbrugsområder.

På landet blev perioden præget af udflytningen af enkeltgårde og husmandssteder over hele arealet, og fra 1880’erne blev de høje skorstene på de mange hundrede nyanlagte andelsmejerier et nyt og karakteristisk supplement til landsbyernes kirketårne. Både de gamle købstæder og nyanlagte bysamfund kom i bogstavelig forstand til at fylde mere i landskabet, men beslaglagde dog ved århundredeskiftet fortsat kun nogle få procent af landets areal. Omkring 1850 levede de 130.000 indbyggere i storbyen København stadig inden for de gamle volde, og kun de 5 største provinsbyer havde mere end 8.000 indbyggere. Mere end halvdelen af de i alt 72 købstæder havde mindre end 2.000; en snes stykker endda mindre end 1.000.

Med liberaliseringen og urbaniseringen sprængte hovedstaden og adskillige købstæder det gamle samfunds fysiske rammer, og samtidig voksede der på landet en række stations- og servicebyer frem, hvoraf nogle som Silkeborg, Esbjerg og Herning hurtigt blev anseelige byer med købstadsstatus.

Et synligt udtryk for moderniseringen var udviklingen af det trafiknet, der kom til at binde Danmark sammen. Endnu i 1836 var der kun anlagt 580 km stenbelagt hovedlandevej. Vejnettet blev udbygget i de følgende årtier, men før bilismen for alvor slog igennem, bestod hovedparten fortsat af dårlige biveje, hjulspor og stier. Til gengæld satsedes der på hurtigere og lettere fremkommelige transportveje. Jernbanen fra København til Roskilde åbnede 1847. Den forlængedes 10 år senere til Korsør, og fra 1860'erne gik det stærkt. I 1880 var DSB's stambanenet færdiganlagt, og i 1913 var Danmark gennemskåret af 4.000 km stats- og privatbaner. Også søfarten moderniseredes kraftigt gennem udvidelser og nyanlæg af havne og forbedringer af dampskibsteknologien.