Det unge demokrati, 1848-1901

Befolkningsudviklingen

Inden for det egentlige Danmarks grænser levede der i 1850 1,4 millioner mennesker; i 1901 var dette tal vokset med en million, så der nu boede knap 2,5 millioner i landet. Samtidig flyttede flere og flere til byerne. I 1850 levede 8 ud af 10 danskere på landet, mens det i 1901 var godt 6 ud af 10.

Reelt var urbaniseringsgraden betydeligt større, men de fremvoksende stationsbyer og forstæder regnedes statistisk fortsat med til landdistrikterne.

Et bemærkelsesværdigt træk ved befolkningsudviklingen er Københavns dominerende stilling blandt byerne. Gennem hele perioden havde den nogenlunde lige så mange indbyggere, som købstæderne kunne mønstre tilsammen. I 1850 var Odense landets største købstad med 11.100 indbyggere, og derudover havde kun Helsingør, Aalborg, Aarhus og Randers mere end 8.000. I 1901 havde Odense næsten firdoblet sin befolkning, men Aarhus var vokset fra 7.900 til 51.800 indbyggere og havde dermed overfløjet Odense med mere end 10.000 indbyggere. De fleste byer oplevede en betydelig vækst, men nogle af de små som Mariager og Ærøskøbing stod helt stille.

Bag folketællingernes tal gemmer sig en forbløffende udvikling for alle befolkningsgrupper. Umiddelbart iøjnefaldende er selve væksten. I løbet af 1800-tallet blev befolkningen toenhalv gange større, og heraf var den sidste million kommet til efter 1850. Det skyldtes ikke tilvandring udefra, for nok var der mere end 50.000 slesvigere, svenskere og mod slutningen af århundredet polakker, der bosatte sig i Danmark, men samtidig var der tæt ved 300.000 danskere, der emigrerede - især til USA. De fleste udvandrere var småkårsfolk fra landet, som først i en periode havde forsøgt at skabe sig en tilværelse i byerne.

Befolkningstilvæksten skyldtes heller ikke, at folk fik flere børn. Fødselshyppigheden faldt faktisk i perioden. Nej, årsagen til væksten i befolkningstallet var en faldende dødelighed - især blandt børn. I 1840'erne var middellevetiden for en nyfødt godt 40 år, mens den omkring århundredeskiftet var omkring 55 år. Børnedødeligheden faldt, men var dog stadig stor, målt efter nutidige forhold. Omkring år 1900 døde cirka hvert tiende barn, inden det fyldte et år.

Hovedårsagen til den faldende dødelighed var en rigeligere og bedre ernæring. Bl.a. kartoflens udbredelse bidrog til, at stadig flere fattige og ubemidlede formåede at holde sig på den rigtige side af sultegrænsen og dermed også bedre kunne modstå epidemier og andre sygdomme. Sundhedsvæsenets udbygning og ikke mindst de hygiejniske tiltag, der blev foretaget i byerne efter koleraepidemierne i 1850'erne med renovation, bedre drikkevandsforsyning og kloakering, bidrog til befolkningstilvæksten, og det samme gjorde lægevidenskabens øgede indsigt i antiseptikken og bakteriologien og fremvæksten af et helbredende sygehusvæsen over hele landet.