Den yngre enevælde, 1784-1848

Udenrigspolitikken indtil Wienerkongressen

Illustration af Slaget på Reden. Fra Danmarks historie i Billeder (1898).
Illustration af Københavns Bombardement set fra Kongens Nytorv. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Wienerkongressen 1814. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Tre markante kriser ramte Danmark i denne periode, Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement i 1807 og Freden i Kiel i 1814. På Wienerkongressen senere på året 1814 begyndte man at "nytegne" Europakortet.

Med Frankrigs krigserklæring mod Østrig og Preussen i 1792 og året efter mod England begyndte en eftertrykkelig omkalfatring af det europæiske balancesystem. Danmark prøvede godt nok fortsat at holde fast ved sin defensive neutralitet, men blev allerede i sommeren 1793 kraftigt opfordret af England, Rusland og Preussen til at vælge side og hjælpe med at udsulte Frankrig. Danske købmænd var dog interesserede i franskvenlig politik, og med lempe lykkedes det at komme ud af krisen. Det varede imidlertid ikke længe, for i de oprørte vande måtte Danmark gå over til en offensiv neutralitetspolitik. Det betød, at de vigtigste handelsskibe måtte ledsages af et krigsskib. England var meget fortørnet og bragte mange skibe op. Værre var det dog, at Frankrig og Rusland i 1801 havde fundet sammen mod England, der nu med opankrede krigsskibe ved Kronborg krævede, at Danmark skulle trække sig ud af sin alliance med Rusland. Det overhørte kronprinsen, og resultatet blev Slaget på Reden, som Danmark tabte jammerligt.

Danmark gik herefter tilbage til en defensiv neutralitetspolitik. Napoleon vandt mere og mere frem, og i 1806 krævede han en fuldstændig kontinentalspærring mod England. Både Frankrig og England stillede betingelser for Danmark, og hektiske diplomatiske forhandlinger fulgte. England mistede tålmodigheden, bombarderede København i 1807 og beslaglagde hele den danske flåde. Da sluttede Danmark sig til Napoleon og førte søkrigen videre ved at tillade et udbredt kapervæsen og ved at bygge en ny, hurtig flåde af små kanonbåde. Men krigslykken stod ikke Danmark bi, og ved Freden i Kiel i januar 1814 måtte Danmark skrive under på Englands og Sveriges traktat, som påbød afståelsen af Norge. Som kompensation skulle Danmark få Svensk Pommern med øen Rügen. Rusland skulle hjemkalde sine 60.000 mand, der stod i Holsten. Men hverken Rusland eller Sverige efterkom sine løfter på grund af Norges oprør og erklæring om at være et frit kongerige med den danske tronfølger som konge.

Krigslykken havde heller ikke stået Napoleon bi. Han havde tabt det store slag mod de allierede hære fra Rusland, Østrig og Preussen ved Leipzig i oktober 1813. Forskellige aftaler blev sluttet, og for at genoprette et Europa i varig balance mødtes store og små fyrster i Wien i efterår 1814. Selv Frankrig, som man ikke ville gå udenom, var med. Det så ikke for godt ud for lille Danmark, der i denne sammenhæng ikke betød ret meget. Frederik 6. var alvorligt bange for, at Danmark skulle deles op mellem Sverige og Rusland. Han var rejst med en stab af embedsmænd til Wien, men fik ikke adgang til de store besluttende møder eller en plads i et udvalg. Da den slagne Napoleon i 1815 dukkede op med en hær, var der større problemer at tage hånd om. Nok havde Rusland trukket sine soldater hjem, men Danmarks forhold til Sverige fik ikke sin afklaring før flere år senere. Frederik 6's angst blev dog aldrig til virkelighed.

I Wien ordnede man Europakortet stort set efter forholdene fra før revolutionskrigenes start i 1792. Danmark fik i sidste ende Lauenborg som bytteobjekt for de svenske områder i Nordtyskland, som Preussen gerne ville have. Også Det Tyske Kejserrige - det store område midt i Europa - blev ordnet fra bunden af. De flere hundrede små og større stater blev nu samlet til 39 og fik et nyt navn: Det Tyske Forbund. Det fik i Wien i opdrag at oprette en stænderforsamling i hvert forbundsland. Både hertugdømmet Holsten og det nye Lauenborg, som begge hørte under den danske krone, hørte til forbundet, og det kom til at volde store problemer, for Slesvig og Holsten måtte efter en 400 år gammel vedtagelse ikke adskilles, hvad Ridderskabet, hertugdømmernes adelsstand, holdt kraftigt på. Da hele Europa faldt mere eller mindre i dvale i de næste mange år, glemte man forfatningskravet, men det dukkede op igen som et indenrigsproblem.