Den yngre enevælde, 1784-1848

Udenrigspolitikken indtil Napoleonskrigene

Forfatter

Gerda Bonderup

Den europæiske balance var ustabil igennem 1700-tallet. Den var under konstant pres fra Frankrigs og Englands stridigheder og magtkampen mellem Østrig og Preussen. Den danske udenrigspolitik var præget af to problemer, der for en gangs skyld lå kronologisk efter hinanden. Det første var at bevare landets grænser og besiddelser mod syd. Trods gentagne traktater ulmede det omkring de gottorpske arvekrav. Det andet var den svenske konges nye interesse - nemlig Norges indlemmelse. Samtidig prøvede Danmark at holde sig så neutralt som muligt - indtil omkring århundredskiftet på defensiv, siden på offensiv vis. Det fik stor betydning for storhandelen.

I hele 1700-tallet var den europæiske politik præget af to blokke, som kappedes inden for hver blok, men også med hinanden. Forholdet mellem England og Frankrig og mellem Østrig og det opkomne Preussen var præget af mistillid og magtudvidelse. Samtidig var de europæiske magters forhold til hinanden præget af en ide om balance i Europa, hvor der blev indgået alliancer på kryds og tværs for at opretholde ligevægten. Det betød meget for de strategiske planer, de forskellige stater måtte lave.

Siden Den Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 havde dansk udenrigspolitiks mål været at bevare de grænser, som var blevet fastsat. Vigtigst var, at Danmark havde indlemmet og fået anerkendt en række gottorpske besiddelser i Slesvig og Holsten. I løbet af det følgende halve århundrede var det omsider lykkedes at få denne usikkerhed ud af verden, først ved at Sverige og siden Rusland afstod fra sine krav.

Lige da man i Danmark troede at kunne se en roligere tid i møde, tog arvefjenden Sverige fat igen: Gustav 3. havde flere gange tænkt sig at indlemme Norge med de mest fantasifulde planer. Han var dog hver gang med besvær blevet bremset af sine rådgivere. Men i 1788 troede han, at Rusland var så vel engageret mod syd, at han fremprovokerede krigen og det på sin sceneglade facon. Han havde udklædt en række soldater som kosakker med teaterkostumer og sendt dem som angribere til den svensk-russiske grænse. De måtte selvfølgelig slås tilbage, og dermed blev krigen den defensive krig, som hans besværlige rigsdag kunne acceptere. Danmark kom i en alvorlig klemme, for det skulle stå ved Ruslands side ifølge "Den Evige Alliance", som var indgået i 1773. Den danske udenrigsminister beordrede - dog kun nølende - nogle tropper fra Norge ind i Sverige. Kronprinsen var tilfældigvis på det tidspunkt i Norge og fulgte med tropperne og deres general Carl af Hessen. Da blev det for meget for England og Preussen. De krævede heldigt for Danmark, at man trak sig ud igen, hvilket hurtigt skete. Rusland kunne arbejde videre mod syd og Sverige faldt til ro, især efter mordet på Gustav 3. i 1792, men revolutions- og Napoleonskrigene stod for døren.

Udenrigspolitikken i Danmark blev varetaget af først et par generationer af Bernstorffer og siden af kronprins Frederik selv. Nok trak det jævnligt op til kriser, men det var kun landalmuen, der mærkede noget dertil. For det var kun dem, der ved mobilisering skulle sende soldater. I krigstider herskede der løse regler for, hvem der måtte sejle og handle med hvem og med hvad. Lande i krig var selvfølgelig udelukkede i hinandens farvande og havne, og det gav neutrale lande som Danmark en chance - ikke mindst da konflikterne udkæmpedes mellem de store kolonimagter. Det lykkedes Danmark at opretholde en betydelig oversøisk handel århundredet ud.