Den yngre enevælde, 1784-1848

Udenrigspolitikken frem til Treårskrigen 1848-1851 og omvæltningerne i Europa

Forfatter

Gerda Bonderup

Udenrigspolitikken lå ligeledes nærmest i dvale efter Wienerkongressen. Stormagterne holdt de første mange år jævnlige siden mere uregelmæssige møder for at bevare roen og balancen. Kun enkelte gange greb man til militærinvasion, som da Grækenland ikke kunne gennemføre sin løsrivelse fra Tyrkiet alene. Danmarks udenrigspolitiske gøremål var i de første år bestemt af forholdet til Sverige og siden så godt som udelukkende af forholdet til Det Tyske Forbund. Dog lurede Rusland i baggrunden for at holde intenst øje med østersøstaterne.

Nok havde Kielerfreden i 1814 fastlagt betingelserne for afståelsen af Norge til Sverige, men det norske oprør sinkede indfrielsen. Da Norge siden blev en forholdsvis fri stat under Sverige, var det svært at forhandle sig til den endelige økonomiske løsning, som Kielerfreden havde bestemt, nemlig at Sverige skulle svare den norske del af den danske statsgæld, for nu blev også Stortinget i Oslo (Christiania) indblandet, og Sverige godtede sig over problemerne. Med indblanding fra England på Ruslands opfordring lykkedes det at nå frem til en sum, som Norge og Sverige kunne og Danmark ville acceptere. Positivt var det dog, at forholdet mellem Danmark og Sverige herefter blev mindre anspændt og efterhånden stort set normaliseret, ja for at blive nærmest hjerteligt op til midten af 1800-tallet. Denne skandinavisme fik til gengæld brod mod Tyskland.

En af årsagerne var, at Danmarks forhold til Det Tyske Forbund siden Wienerkongressen havde været akilleshælen i udenrigspolitikken. Holsten og nyerhvervelsen Lauenborg var to af forbundets delstater. Det betød for det første, at Danmark havde militære forpligtelser og skulle stå sammen med bl.a. Hannover i den 10. forbundsarmé, som kunne kaldes til aktion for det tyske fællesskab. Det blev den nu ikke, men det viste udviklingen først. Det betød for det andet, at Danmark var forpligtet til at indføre en stænderforsamling i disse områder. Og for det tredje opstod der et uløseligt problem, da arvefølgen efter kronprins Frederik, der sandsynligvis ikke ville få nogen arvinger, skulle bestemmes.

At få afklaret arvefølgen var et spørgsmål, der siden Christan 8.s tronbestigelse i 1839 havde trængt sig på. Christian 8. sonderede de europæiske staters holdninger, hvoraf Ruslands nok var den vigtigste, dels fordi zaren opførte sig som Østersøens observatør og kontrollant, og dels fordi denne stadig førte titlen hertug af Slesvig og Holsten. Derudover var det rent juridisk svært, ja umuligt, at finde en fælles arvefølge for både kongeriget og hertugdømmerne. Da kongen kom med sit kompromisforslag i det åbne brev fra 1846, var Det Tyske Forbund, Østrig, Preussen og også Rusland stort set positivt forstående. Også i kongeriget var man nogenlunde tilfreds, mens den slesvig-holstenske bevægelse og augustenborgerne hver for sig var dybt oprørte. De holdt sig dog endnu i ro et lille stykke tid. Men begivenhederne i begyndelsen af 1848 med kongens død og revolutionerne rundt om i Europa kastede også brænde på det danske bål, hvor en selvbestaltet provisorisk regering i hertugdømmerne dannede optakten.

Wilhelm Marstrands portræt af Christian 8. fra 1843. Fra Wikimedia Commons.