Den yngre enevælde, 1784-1848

Politiske bevægelser frem til 1848

Forfatter

Gerda Bonderup

Med stænderforsamlingerne kom der også liv i de politiske bevægelser. Op til enevældens afskaffelse i 1848 kan man se flere politiske strømninger. Det var ikke partier - det var de alt for løseligt knyttet sammen til. Der var også stort personsammenfald. Vi ser en kombineret bonde- og husmandsbevægelse, en liberal, en "bondevenlig", en national og en skandinavisk bevægelse. Deres virke kan vi lægge mærke til på stænderforsamlingerne, men også i pjecer, blade og i de forskellige aviser, der blev bevægelsernes talerør. Alle disse grupper var enige om at arbejde hen imod en fri forfatning, men det stod ikke øverst på alles dagsordener.

Bonde- og husmandsbevægelsen syntes, at andre punkter var vigtigst. Landboreformerne havde nemlig ikke løst problemerne omkring hoveri- og fæstevæsenet eller omkring den almindelige værnepligt. En tredjedel af bondestanden var endnu fæstere i 1830'erne, og halvdelen af dem gjorde hoveri. Kun landboerne skulle springe soldat. Talerøret for Bonde- og husmandsbevægelsen var avisen Almuevennen. Frontfigurerne kom ofte fra de vakte - som f.eks. læreren Rasmus Sørensen og skomageren J.A. Hansen. De organiserede flere folkemøder, og det ved Holbæk i 1845 havde 6-8.000 deltagere. Det gjorde regeringen så bekymret, at den samme år udstedte det såkaldte Bondecirkulære, ifølge hvilket det blev forbudt at holde møder om bøndernes rettigheder uden politiets tilladelse.

De liberales største ønske var en fri forfatning. Som gruppe havde de dog ikke en gang et fælles program, men et holdningsfællesskab omkring liberale goder såsom forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. De liberales avis var Fædrelandet - somme tider også Kjøbenhavnsposten. Liberalismen hos de liberale kendte dog sine grænser. Den havde intet imod toldbeskyttelse og var ikke ligefrem begejstret for de vaktes krav om religionsfrihed. Frontfigurerne var Orla Lehmann og redaktøren Carl Ploug. Flere embedsmænd, deriblandt A.S. Ørsted, arbejdede sammen med de liberale.

I takt med regeringens voksende restriktioner blev utilfredsheden, især efter bondecirkulæret, større. De liberale var ikke sene til sammen med Bonde- og husmandsbevægelsen at danne en tværsocial forening i 1846, Bondevennernes Selskab. Officeren Tscherning, juristerne Orla Lehmann og Balthazar Christensen og fabrikant J.C. Drewsen var blandt de første bestyrelsesmedlemmer. Man beholdt Almuevennen som presseorgan.

Nationale strømninger gjorde sig bemærket i stænderforsamlingen i Slesvig og efterhånden også andre steder. En kraftig national dansk følelse især mod England var dukket op i 1801 og 1807. Lederen af de nationale var igen Orla Lehmann. Den frie forfatning stod øverst og skulle kun gælde for Danmark til Ejderen, som var grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. Bevægelsen blev hurtigt kaldt for "nationalliberale". Et andet prekært spørgsmål var arvefølgen. Skulle en glücksborger eller måske en augustenborger, som Ridderskabet støttede, komme på tronen efter den barnløse tronfølger Frederik? Snart var den nationale konflikt med ubetingede krav og klare fjendebilleder en kendsgerning.

Endelig var der skandinavisterne. Deres interesse havde oprindeligt været et åndeligt mest litterært fællesskab mellem nordiske brødre. Bladet var Brage og Idun. Orla Lehmann og Tscherning var igen talsmænd. De havde en vision om et nordisk politisk fællesskab med en forfatning, der lignede den norske. Deres fælles spydspids kunne de tænke sig at rette imod Tyskland og Rusland - ikke mindst fordi de to lande stort set havde bestemt Danmarks udenrigspolitik.

Sammenfattende kunne man sige, at de politiske bevægelser blev båret af de samme mænd. Helt så enkelt er det dog ikke. Nok var Orla Lehmann en gennemgående frontfigur, men han blev støttet af forskellige, alt efter hvilke "ismer" der blev debatteret.

De sidste par år inden 1848 var præget af en tilsyneladende ro - eller resignation - fra både hertugdømmernes, regeringens og de liberales inklusive bondevennernes side. Da Orla Lehmann rejste kravet om en fri ejderstatsforfatning på Roskildestænderne i 1846, affejede man det, men i det stille gik man i gang med at lave et udkast. Da Christian 8. pludselig døde i januar 1848, kom det frem ugen efter, at statsrådet havde udarbejdet et foreløbigt reskript. Det meddelte, at en ny forfatning var under udarbejdelse. Før den nåede at blive afsluttet, var Februarrevolutionen i Frankrig brudt ud. Det satte en ny dagsorden for forfatningsdiskussionerne og den danske udenrigspolitik.

Orla Lehmann (1810-1870). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).