Den yngre enevælde, 1784-1848

Landbosamfundet

Forfatter

Gerda Bonderup

Landbosamfundet bestod af forskellige grupper, hvor tilhørsforholdene bestemtes af forholdet til jorden. Herremændene ejede normalt jorden. De øvrige var for det meste fæstere hos disse godsejere og havde brugsretten, som de skulle svare afgifter for. Samtidigt havde folk en hel del til fælles, som de organiserede på landsbymøder.

Sidst i 1700-tallet levede 80% af den danske befolkning på godt 800.000 på landet. Den samme fordeling gjaldt stort set endnu i slutningen af 1840'erne. Giftealderen var generelt noget højere end nu - 30 år for mænd og 28 for kvinder. Den nye generation måtte vente, til den gamle ikke længere kunne klare arbejdet. Det betød, at familietypen var kernefamilien og ikke den ofte idylliserede tre-generations-familie. Årligt blev der født godt 3% af befolkningsantallet, i dag er det kun 1,1%. Spædbørnsdødeligheden var stor igennem hele perioden. Først når børnene var kommet i tiårsalderen, var de ude af farezonen. Da var der imidlertid faldet 30% fra på landet og 40% i byerne. Til trods for den store børnedødelighed udgjorde børneflokken en tredjedel af samfundets befolkning.

Blandt hovedgrupperne på landet var godsejerne. De ejede sammen med kronen og nogle stiftelser landets knap 800 hovedgårde samt så godt som alt bøndergods. Greverne og baronerne havde de største besiddelser, ofte ejede de flere hovedgårde. De ca. 60.000 bønder havde deres gårde i fæste. Husmændenes antal steg fra ca. 25.000 til ca. 110.000 i løbet af perioden. De havde kun lidt jord, derfor drev de også andre erhverv. De var fiskere, daglejere eller landsbyhåndværkere. Det var først i 1801, at man lagde en præcis grænse mellem en gård og et hus på 1 tønde hartkorn. Herudover fandtes endnu to befolkningsgrupper, tyendet og inderster, som også blev kaldt for indsiddere. De er lidt vanskelige at afgrænse i forhold til de andre, fordi en karl måske var en gårdmandssøn, der senere skulle overtage gården. En indsidder var ofte fattig og havde lejet sig ind hos en gårdmand, men han kunne også godt være en gammel gårdmand på aftægt.

De fleste boede i landsbyer, og gårdene havde jordfællesskab. Hver bondegård havde sine agre fordelt over hele bymarken. Man deltes altså om den gode og dårlige jord.

Mere end halvdelen af byens tilliggende var fællesarealer, som gadejord, skov, overdrev og moser. Man drev kvægdriften i fællesskab på græsningsarealerne, mens hver gård selv dyrkede agerbruget efter systemer, som varierede fra egn til egn. På øerne og i Østjylland var det mest det såkaldte trevangsbrug, hvor man skiftede mellem vintersæd, forårssæd og braklægning. Selv om bønderne ikke dyrkede deres jord i fællesskab, måtte de tage hensyn til hinandens arbejdsrytme. Derfor afholdt de jævnligt møder, de såkaldte bystævner, for at lægge planen og ordne de forskellige mellemværender. Hovedreglerne var nedfældet i såkaldte vider. Landboerne holdt en række fester i fællesskabet, men ellers var der standsforskel mellem grupperne. Gårdmændene afgjorde tingene alene på bystævnet. De andre måtte godt være til stede, men de havde ingen stemmeret, skønt også de skulle rette sig efter, hvad der var blevet bestemt. Kom nogen fra husmandsstanden i nød, kunne de dog regne med hjælp fra fællesskabet. Og de fattige, der ikke kunne klare sig selv og heller ikke havde familie til at forsørge sig, blev på præstens anmodning sendt på omgang til bespisning.

Fæsteforholdet var fastlagt i det fæstebrev, som godsejeren og bonden skrev under på ved fæstets indgåelse. Bonden skulle yde tre ting: Indfæstningen skulle normalt betales med et fastsat pengebeløb. Landgilden afregnedes en gang om året med et pengebeløb eller en naturalieydelse. Hoveriet var en arbejdsydelse. Fæstebrevet bestemte ikke det sidste nærmere end "efter sædvane". Sandsynligvis lå det normalt på 3-4 arbejdsdage om ugen pr. gård, men der kunne være store udsving. Det var kun de bønder, der boede i nærheden af godset, der var hoveripligtige. Hvis afstanden fra gården var for stor, ville godsejeren hellere have ydelsen i pengeform og betale en karl. Mange steder havde man kombineret pengeydelsen med få dages hoveri i høsttiden. Fæstebrevet forpligtede bonden til at betale sine skatter til tiden, men godsejeren hæftede selv for beløbet, hvis bonden ikke kunne betale. Hovedgårdsjorden var derfor skattefri. Godsejeren førte en liste over sine bønderkarle og bestemte, hvem af dem der skulle springe soldat. Fra tidligt i 1700-tallet var karlene (stavns)bundet til det gods, de var vokset op på, og kunne ikke forlade det uden godsejerens godkendelse. Den kunne de dog købe.

Godsejeren var så afgjort den stærkeste i forhold til den øvrige landbefolkning. Men forholdet var nogenlunde i balance, for også godsejeren var afhængig af, at det fungerede. Heri lå en form for sikkerhed, som forhindrede de værste overgreb.