Den yngre enevælde, 1784-1848

Krise, genopbygning og kulturel opblomstring

Forfatter

Gerda Bonderup

Napoleonskrigene siden 1801 havde været dyre, inflationen voksede, og regeringen i Danmark måtte gribe til forskellige tiltag for at overvinde de følgende kriseår. Religiøse bevægelser var allerede opstået rundt omkring for at finde meningen med livet, mens befolkningen politisk set gik i dvale.

Først udskrev regeringen højere skatter, dernæst trykte den sedler. Staten gik - som man siden sagde - bankerot i 1813. En central Rigsbank afløste Kurantbanken fra 1736. En ny pengeværdi blev fastsat. Den nye rigsbankdaler (rbd.) skulle koste seks gamle rigsdaler. I 1818 blev Rigsbanken privatiseret og fik navnet Nationalbanken. Den skulle stramme udlånspolitikken og få sedlerne op på fuld værdi igen. Det sidste blev først nået i 1837.

Der var kriser i alle erhverv. Landbruget havde fået gavn af reformerne. Det medførte en produktionsstigning, som imidlertid hurtigt resulterede i en afsætningskrise. Det kan man se af, at prisen på landbrugsprodukter faldt med 40%. Byerhvervene fik efter de gyldne tider under neutralt flag store problemer, for siden 1807 var handelen nærmest gået i stå og kom ikke rigtigt i gang igen. De fleste handelshuse i København og mange provinskøbmænd gik fallit. Handelen måtte tilpasse sig sparetiderne, og det medførte, at de handlende måtte dele sig i flere grupper i København og også i provinsen. Detailhandlen tog høkere og urtekræmmere sig af, købmandshandel foregik som hidtil med gårdmændenes varer, mens storkøbmændene, der før ikke tog sig af handel med indenlandske landbrugsvarer, opkøbte dem nu systematisk til stor gene for den almindelige købmandsstand. Sidst i 1820'erne var den værste krise overstået. Landbrugsprodukter kunne igen afsættes og især lykkedes det at eksportere kornvarer. Det gav navnet på den efterfølgende periode helt op til 1870'erne, nemlig kornsalgsperioden.

På landet benyttede man kriseårene til mindre bekostelige forbedringer som dræning og mergling af marker og af den jord, der hidtil havde ligget hen som overdrev. Man udvidede husdyrproduktionen. De fleste gårde slap helskindet igennem krisen - kun nogle store landbrug gik konkurs. Kornsalgsperioden hjalp især gårdmandsstanden. Den blev velkonsolideret og i stand til at producere for det internationale marked, der var gået ind i arbejdsdelingens tid. Også de øvrige landboere nød godt af opgangstiden. Flere kunne brødfødes og antallet af huse med jordtilliggender blev fordoblet i løbet af 30 år. 

I byerne kunne nye driftige storfirmaer etablere sig fra sidst i 1820'erne ved hjælp af en kombination af låntagning og selvfinansiering. Nogle af de gamle købmandshuse var også kommet sig igen. Både de gamle og nye gjorde sig bemærket ved mæcenvirksomhed for kunstnerne - især i København, hvor de også støttede studenter og fattige akademikere.

Storkøbmændene, embedsmændene og det øvrige bedre borgerskab kastede sig igen ud i et blomstrende foreningsliv, som sidst i 1700-tallet havde præget selskabslivet i København og andre købstæder. Medlemmerne havde sidst i 1700-årene også været politisk engagerede, nu var de blevet mere interesserede i finkulturelle og historiske emner.

Religiøse vækkelser opstod på landet i slutningen af 1790'erne. De var nær beslægtet med pietismen fra 1700-tallets midte. Tilhængerne var ind imellem noget rabiate over for de statskirkelige præster. Netop præsterne var på flere områder kongens administrative forlængede arm i lokaladministrationen. Derfor opfattede regeringen de vakte, som man kaldte tilhængerne, som oprørere og greb ind. En generation senere skete et vist personsammenfald mellem de vakte og den politiske bondebevægelse. Det brød regeringen sig slet ikke om.

Regeringen var heller ikke tryg ved præsten og digteren N.F.S. Grundtvig, der lagde sig ud med den officielle teologi. Det blev til en slags kirkekamp og endte med en retssag. Grundtvig havde stor indflydelse på de vakte.

Politisk herskede der med enkelte undtagelser stort set ro indtil Julirevolutionen i Frankrig i 1830. Da krævede en ung dansk embedsmand, Uwe Jens Lornsen fra hertugdømmerne, den længe lovede stænderforsamling sat i værk. Han kom i fængsel, men forordningen blev givet den 15. maj 1834. Den løste det vanskelige problem omkring hertugdømmerne, der ikke måtte deles, således, at også Slesvig, der ikke hørte til Det Tyske Forbund, fik en forsamling. Samtidig fik kongeriget to stænderforsamlinger, en i Viborg og en i Roskilde. Stænderne var kun rådgivende. Valgcensus var høj - kun 3% af befolkningen fik stemmeret. Det svarede til ca. 15% af mændene. Til gengæld var valgdeltagelsen forbløffende høj. Fra gårdmandsstanden stemte 80%.