Den yngre enevælde, 1784-1848

Købstadssamfundene

Forfatter

Gerda Bonderup

Også købstadssamfundene bestod af forskellige grupper, som dog var bestemt af deres erhverv. De organiseredes i lav. København havde en særlig rolle, som skyldtes dens status som residensby og hovedstad.

Ud over København fandtes knap 70 købstæder - næsten alle havde en havn. I slutningen af 1700-tallet havde over halvdelen af dem færre end 1.000 indbyggere. De største byer næst efter København, der i slutningen af 1700-tallet havde godt 80.000 indbyggere, var Odense, Aalborg og Helsingør. De talte hver omkring 5.000 mennesker. Der skete en støt indvandring fra landet - urbaniseringen var begyndt. I 1850 var København nået op på omkring 130.000 indbyggere. De var stadig sammenstuvede inden for voldene, idet det af militære hensyn ikke var tilladt at flytte udenfor.

Der var to slags købstadsindbyggerne i 1700-tallet - borgerne og de andre. For at være borger skulle man købe et borgerbrev. Det skulle anbefales af det lav, man ville tilhøre. 10% af byens befolkning var borgere. Med deres familie, tjenestefolk, lærlinge og svende udgjorde de halvdelen. I bysamfundet stod de højere embedsmænd som f.eks. (stifts)amtmanden, byfogeden, præsten og måske lægen øverst på den sociale rangstige. Dernæst kom større købmænd, håndværkere, og nederst lå daglejere, matroser, tyende og almissenydere. De sociale gruppers forhold til hinanden var ikke baseret på jordejendom, men på erhverv. Fagene var sluttet sammen i lav, hvert ledet af en oldermand. Svendene samledes i gilder. Dette gjaldt selvfølgelig kun for de større byer. I de mindre gik flere mestre sammen på tværs af fag. Lavene og gilder lignede på flere måder landsbyfællesskabet. De havde klare nedskrevne regler, og de holdt fælles fester. De fattige gik på omgang. I nogle større byer havde man dog arbejdshuse og fattiginspektører. De fordelte frivillige gaver, og i København indkrævede de endog en direkte fattigskat.

Byerne havde stort set monopol på handel, krohold og håndværk. Kun de håndværkere, der dækkede landbefolkningens behov som f.eks. smede, måtte virke i landsbyerne. Byerne var lukkede områder, og ingen kunne komme frit ud og ind. Ved byportene stod der betjente og indkrævede told for alle varer, der skulle ind. Om natten var portene lukket. Byerne havde også en vis grad af selvstyre og egne domstole.

København havde på mange områder en særstatus. Byen var gennem hele perioden 10-15 gange større end den største købstad. I hovedstaden havde hoffet, universitetet, flåden og den største landmilitære garnison til huse. Byen havde en afgørende toldmæssig fortrinsstilling ved import af de fire vigtige importvarer: salt, tobak, vin og udenlandsk spiritus. Byens sociale top, hoffets, centraladministrationens og universitetets folk, rangerede klart over købstædernes øverste sociale lag. Denne top var sammen med de liberale erhverv og studenterne ofte toneangivende i politiske og kulturelle diskussioner. Det gælder især reformperioden sidst i 1700-tallet og de politisk aktive år i 1840'erne.