Den yngre enevælde, 1784-1848

Den enevældige stat

Forfatter

Gerda Bonderup

Danmark var det eneste land, der havde lovfæstet det enevældige arvekongedømme, men kongerne var sjældent enerådige, fordi de havde rådgivere ved deres side. I den enevældige regering fandtes der ingen adskillelse mellem forvaltning og regering - mellem administration og lovgivning.

Kongen ansatte sine rådgivere i centraladministrationens bureaukrati, som allerede var veludbygget før 1750. Det bestod af forskellige kollegier, hvoraf enkelte af dem kaldtes for kancellier. Danske Kancelli var det vigtigste. Det dækkede de opgaver, som moderne indenrigs-, justits-, undervisnings- og kulturministerier har. Tyske Kancelli (siden 1814 Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli) havde de samme opgaver i hertugdømmerne. Departementet for Udenrigske Anliggender med udenrigsministeren som chef tog sig af udenrigspolitikken. Der var et Krigskancelli, og alt økonomisk lå samlet i Rentekammeret, der efterhånden fik aflastning af et Kommercekollegium og et Finanskollegium.

Regeringerne var selvfølgeligt som før præget af kongernes personlighed og deres lyst og evne til at lytte til deres rådgivere. Den første konge i perioden var Christian 7. (1766-1808), som sad på tronen i 42 år. Han var sindssvag og havde i tidens løb vidt forskellige rådgivere. Først var det hans faders to veltjente, A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff. Den tyske læge Struensee afløste dem, men denne gik for intenst frem med sine progressive reformer og sit forhold til dronningen. Efter hans anholdelse og henrettelse faldt reformiveren kendeligt under Høgh-Guldbergs ledelse. Den kom først i gang igen, da Christian 7.s 16-årige søn, den senere Frederik 6. (1808-1839), uformelt overtog styret i 1784. Hans rådgivere blev brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow og Bernstorfferne.

Da Frederik 6 også formelt besteg tronen i 1808, var han blevet noget mindre progressiv. Det var ham, der søsatte sætningen "Vi alene vide". Han tog i sine seneste 12 år den konservative P.Chr. Stemann som rådgiver og indsatte ham som kancellipræsident, men han havde også plads til den liberale A.S. Ørsted på den øverste juridiske post i Danmark - generalprokurørens. Den sidste konge i perioden var Christian 8. (1839-48). Han beholdt begge rådgivere.

Lokaladministrationen var enevældens svage led igennem 1700-tallet. Den manglede en tætmasket administration. Landet var inddelt i en række amter med amtmanden som overøvrighed. Han kunne dog ikke overkomme alle opgaver, derfor var kongen henvist til godsejerne og gav dem offentlige funktioner som skatteopkrævning og soldaterudskrivning. Og det var godsejeren, som befolkningen normalt mødte som kongens repræsentant.

Amtmanden hørte direkte under Danske Kancelli, Rentekammeret eller Krigskancelliet, alt efter hvad sagen drejede sig om. Under ham stod amtsforvalteren - han opkrævede skatterne fra godsejerne. Også herredsfogederne og byfogederne var underordnet amtmanden - de sad som dommere og politimestre i deres herreder eller købstæder. Amtmanden holdt sig dog for det meste udenfor og fungerede som appelinstans. Kongen udpegede alle sine embedsmænd. Undersåtterne havde mulighed for at gå direkte til kongen.

Christian 7. Maleri af Jens Juel fra 1782. Maleriet hænger nu på Reventlow-museet på Pederstrup. Fra Wikimedia Commons.
I C.W. Eckersbergs maleri fra 1825 står Frederik 6. i fuld uniform i audiensgemakket, sådan som mange af hans undersåtter mødte ham. Frederik 6. var kortfattet og brysk i tonen, men i realiteten velvillig og rede til at hjælpe og belønne, og således personificerede han den patriarkalske enevælde. Fra Wikimedia Commons.