Danmark oplevede store forandringer i perioden 1784-1848. De økonomiske tider var glimrende, og antallet af indbyggere blev fordoblet. Det gav anledning til betydelige reformer for alle samfundsgrupper. Statsbankerotten i 1813 brød højkonjunkturerne, men de vendte tilbage igen fra og med 1830'erne. I midten af 1800-tallet var der opstået en velfunderet gårdmandsstand, der var begyndt at producere for det internationale marked. Husmands- og daglejergruppen fik kun en ringere andel i opgangstiderne, og mange vandrede ind til byerne.

Enevælden cementerede sig med en effektiv centralregering og en velfungerende lokaladministration - så velfungerende, at man bibeholdt dens mønster også efter statsomvæltningen ved Grundlovens indførelse i 1849. Udenrigspolitisk var udviklingen ikke så positiv. I 1814 gik Norge tabt til den svenske krone, kolonierne i Indien og ved Guldkysten blev solgt i 1845 og 1850. Samtidigt blev Danmarks forhold til naboen i syd meget anstrengt.