Den ældre enevælde, 1660-1784

Reformforsøg i landbruget

Det økonomiske klima de første 90 år under den ældre enevælde var præget af stagnation – endda med dyb landbrugskrise i 1730'erne. Men fra 1750 begyndte priserne på landbrugsvarer at stige.

Regeringens og landbrugets reaktion var at søge at få forøget landbrugsproduktionen til eksport for at få del i de stigende priser. Hidtil havde hovedgårdene stort set leveret alt korn, der blev eksporteret. Dette stammede dels fra deres egen produktion og dels fra fæstebøndernes landgildeleverancer samt de tilkøbte korntiender, som bønderne også leverede. Derfor var det ikke unaturligt at tænke sig, at godserne fortsat skulle levere korn til eksport. Problemet var blot, at deres jorder kun omfattede 1/10 af landets landbrugsareal, mens bøndernes dækkede de 9/10. Derfor var det mere langsigtet også at satse på at øge bøndernes produktion. Dette ville dog kræve mange reformer og ændringer. Fæstebønderne brugte megen tid og arbejdskraft på hoveri på godsejernes marker, deres fæstejord blev dyrket i et trægt fællesskabssystem, og de ejede ikke selv deres jord.

I første omgang indkaldte regeringen afhandlinger om sager, "der kan tjene til at opretholde landets flor." Fra 1757 blev de publiceret i tidsskriftet Danmark-Norges Økonomiske Magazin og viser en interessant vifte af forslag til forbedringer.

Dernæst tog regeringen fat i mulighederne for at udvide produktionsapparatet. De store overdrev med heder og krat mellem landsbyerne lå udyrkede hen, idet de alene blev anvendt til græsning for kreaturer. De blev ofte udnyttet i fællesskab af flere godser og landsbyer, hvorfor det ikke var let at få dem opdelt. Regeringen udstedte en række love 1758-60 med et regelsæt for opløsningen af sådanne fællesskaber og herunder bestemtes det, at blot én godsejer ønskede ophævelse, skulle de andre følge med og også bidrage økonomisk. Den samme linie blev fulgt i ophævelsen af fællesskabet i landsbyerne, hvor en lovgivning 1776 og 1782 gav et regelsæt for udskiftning af jord mand og mand imellem, men aldrig gennemførte et påbud. Udskiftningen kunne finde sted både inden for og uden for fæstevæsenet.

Den samme fremgangsmåde fulgte regeringen ved lovgivning om fæstegårdes overgang til selveje, således at fæstebonden selv kunne komme til at eje sin gård. Godsejerne blev ved lov af 1769 lokket med, at hovedgårdenes skattefrihed kunne opretholdes, selvom fæstegodset ved bortsalg til selveje kom under de krævede 200 tønder hartkorn. Men da godsejerne trods salg til selveje stadig skulle stå inde for de nye selvejeres skatter, blev loven ingen succes. I samme retning virkede det samtidige salg af krongods, som gik til oprettelse af nye godser. På disse blev der oftest straks indført hoveri, så tidligere hovfrie kronbønder nu skulle gøre hoveri. Det var et tilbageslag for reformerne.

Den største nød at knække var dette hoveri. Det var blevet udvidet igennem 1700-tallet, fordi landgilden lå fast. Det var både godsejerens mulighed for at øge udbyttet af sin jord og efter tidens tankegang en betingelse for kornoverskud til eksport. I første omgang søgte regeringen blot at få et overblik over hoveriets omfang ved i 1769 at indkalde oversigter over dets omfang ved hvert gods (hoverireglementer). Da godsejerne frygtede, at indberetningerne skulle anvendes til fastlåsning af hoveriet, stillede de meget store fordringer. Der stod hoverisagen uafgjort et par år, indtil Struensee skar igennem og i 1771 udstedte en hoveriforordning, der kun tildelte godsejeren hoveri i forhold til størrelsen af hver bondes fæstejord. Det var ganske nye toner, så det kan ikke overraske, at denne lov straks blev ophævet efter Struensees afsættelse i 1772. I stedet trådte i 1773 en fastlåsning af den del af hoveriet, som ikke havde med dyrkningen af hovedgårdsmarkerne at gøre.

Mens regeringens initiativer på landbrugsreformområdet bølgede lidt frem og tilbage, blev der gennemført flere private initiativer, som fik stor betydning både ved at afprøve reformer og ved at angive retninger for disse. I Vestjylland købte fæstebønder i fællesskab et par godser og foretog udstykning i mellem sig. I Nord- og Midtsjælland gennemførte reformvenlige godsejere og Københavns magistrat på deres gods udskiftning og arvefæste, således at bønderne kunne bestemme, hvem der skulle overtage deres gårde efter dem. Det var praktiske reformer, der viste vej for tiden efter 1784.

Plan over en landsby med marker inden udskiftningen. Her kan man tydeligt se, at de enkelte bønder havde små strimler mange steder på bymarken. Illustration fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).