Den ældre enevælde, 1660-1784

Landsbyen

Landbefolkningen boede fortrinsvis i landsbyer spredt ud over landet. De var adskilt af de dyrkede marker. Uden om dem lå de store overdrev med græs, hede og småbevoksning inden den næste by. Der lå også enkelte enestegårde for sig selv. Forskellen mellem landsbyerne var, om de havde en kirke og dermed var kirkeby i sognet, så de havde en bosiddende præst og degn. Men fælles for dem alle var, at beboerne på gårdene og i husene ikke selv ejede deres jord. Kun 2% af befolkningen var selvejere. De var fæstere under en herregård, som kunne ligge tæt ved eller længere væk. Dvs de måtte betale en afgift, indfæstning, ved fæstets indgåelse og en årlig landgilde til godsejeren og yde hovarbejde på hovedgårdens marker til gengæld for lejen af godsejerens ejendom.

Efter præsten og degnen var gårdmændene de øverste i landsbyen. Derefter kom husmændene, som kunne have lidt jord at dyrke og et par husdyr eller blot en ko og et par får, som græssede på grøftekanter og på fællesarealerne. Husmændene havde som regel også et landsbyhåndværk at leve af og gik på dagleje, med mindre de var aftægtsfolk fra deres tidligere fæstegård. Rundt i husene sad der folk til leje som inderster. Blandt dem kunne der være stakler, der nød almisse fra sognet. Værre stod det til for hjemløse tiggere, der gik rundt fra hus til hus – eller fra sogn til sogn.

En herregård kunne eje hele landsbyen, eller denne kunne være delt mellem flere herregårde. Uanset ejendomsforholdene havde landsbyen sit eget fælles indre liv. Hver fæstebonde drev sin fæstejord med tjenestefolk og daglejere. Landsbyens jordfordeling med de mange lange og smalle strimler kilede ind imellem hinanden nødvendiggjorde en fælles driftsform, hvor påbegyndelsen af årets arbejder nøje blev aftalt, så bønderne ødelagde mindst mulig for hinanden.

Reglerne for landsbyens fællesskab var nedfældet i dens vider og vedtægter. Som regel indeholdt de bestemmelser for samarbejdet, hvordan ledelsen med oldermanden i spidsen blev valgt, og hvilke sanktioner der fulgte af at overtræde bestemmelserne om markdrift og dyrenes græsning. Beslutningerne blev truffet på grandestævnet, hvortil landsbyens bønder og husmænd med jord havde adgang, men ikke dem uden jord og da slet ikke inderster, selvom de nok havde interesse i græsningsrettighedernes fordeling.

Der var således et betydeligt selvstyre i landsbyerne, som godsejeren ikke blandede sig i. Konflikter inden for landsbyen mellem naboerne blev som regel i første omgang løst på grandestævnet. Derfor kan grandestævnet betragtes som første instans i landets retsvæsen.

Der var ikke lovgivet om dette landsbyfællesskab. I den store Danske Lov fra 1683 var det forudsat, at landsbyfællesskabet eksisterede, men loven gav ingen regler for fællesskabet. Det formodedes, at landsbyens beboere selv kunne administrere dette. Den ældre enevælde var i almindelighed meget opmærksom på selvstændige elementer i befolkningens styre, som kunne lægge sig som en barriere mellem kongen og befolkningen. Men landsbyernes indre liv og selvstændighed blev ikke opfattet som nogen trussel for den ældre enevælde. Når blot bønderne gennem godsejeren betalte de stigende skatter og fra 1701 leverede de soldater, som var nødvendige for landets forsvar, så lod kongerne dem i fred under godsejernes tilsyn.

Sådan blev det ikke ved med at være, da de stigende priser på landbrugsvarer gjorde landets styre interesseret i at forøge produktionen af korn og kød af hensyn til landets økonomiske udvikling. Fællesskabet om jordens dyrkning blev anset for den største hindring for en modernisering af landbrugsdriften. Derfor blev der gennem anden halvdel af 1700-tallet lovgivet om opløsning af landsbyfællesskabet, således at hver mand ved udskiftning fik sin jord samlet og i flere tilfælde flyttede sin gård ud af landsbyen og ud på sin jord. Det betød udtynding af landsbyerne i den udstrækning, udflytningen fandt sted. Det skete aldrig med tvang fra statens side, men ved gulerodsmetoden over for ejerne af jorden. Resultatet blev et ændret landskabsbillede, hvor landsbyerne nok blev liggende, men mellem dem lå nu de udflyttede gårde med deres opdyrkede jord. Fællesskabet forsvandt og enestegårdene blev efterhånden de fleste.

Plan over en landsby med marker inden udskiftningen. Her kan man tydeligt se, at de enkelte bønder havde små strimler mange steder på bymarken. Illustration fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).