Den ældre enevælde, 1660-1784

Kongers forhold til kunst og magt

De danske enevældige konger besad i henhold til Kongeloven de højeste magtbeføjelser. Alligevel fandt de det nødvendigt at bygge deres magtposition op gennem en symbolverden i digtning, arkitektur og kunst. Allerede de officielle dokumenter, der retligt skulle legitimere begivenhederne i 1661, beskrev i et svulstigt sprog, hvorledes Frederik 3. med Guds hjælp havde reddet riget fra undergang under krigen. Derfor havde stænderne besluttet at tilbyde ham arveretten til riget. I Kongeloven var det blevet ændret til, at Gud selv havde givet stænderne den ide at gøre Frederik 3. til arvekonge med absolut magt. Derfor skulle kongen holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved på jorden over alle menneskelige love og ingen anden kende over sig end Gud. Et sprog og en tankegang, der blev fulgt op i hyldestdigtene til kongen og hans slægt.

Ikke mindst kirkens folk mestrede dette hyldestsprog. Sjællands biskop Hans Wandals prædiken i Frederiksborg slotskirke ved Christian 5.s salving (1670) og præsten og salmedigteren Thomas Kingos mange hyldestdigte er eksempler på den såkaldte barokstils sprogbrug. Der eksisterede en særlig hofpoesi, som på latin, tysk eller dansk beskrev alle kongens dyder. Ofte benyttedes sammenligninger med antikkens guder.

En tilsvarende iscenesættelse af magten omkring kongen og hans familie blev demonstreret i arkitektur og byplanlægning. Frederik 3.s dronning Sophie Amalie lod opføre et pragtfuldt slot uden for Københavns bymure i perioden 1667–73 og opkaldte det efter sig selv: Sophie Amalienborg. Det nedbrændte fuldstændig allerede i 1689. På det, der kaldtes Hallandsåsen, uden for byportene lod Christian 5. anlægge en stor place royale (kongelig plads) efter fransk forbillede. Det hedder nu Kongens Nytorv. Den blev ikke, som det tidligere ville have været tilfældet, udsmykket med en fontæne til borgernes nytte. Nej, det samlende midtpunkt på pladsen var en stor rytterstatue af Christian 5. som romersk kejser. Igen var det antikkens billedsprog, der anvendtes til at ophøje den danske konge.

Efter Store Nordiske Krig opførte Frederik 4. Fredensborg i Nordsjælland som monument over freden. Et pragtfuldt anlæg i tidens stil omkring den store kuppelsal stod færdig i 1722. Hovedstadens residensslot var stadig det middelalderlige Københavns Slot med senere udvidelser omkring det firkantede Blåtårn. Det var langt fra tidens arkitekturideal, der krævede symmetriske bygninger med fremhævelse af bygningens midterparti (en midtrisalit). Frederik 4. besluttede at ombygge slottet i tidens smag, så godt det nu kunne lade sig gøre. Arbejdet blev afsluttet i 1727. Hans søn Christian 6. lod det straks efter sin tiltrædelse nedrive og i stedet opføre det første Christiansborg efter tidens smag og formsprog med Elias Häusser som arkitekt.

Efterfølgeren Frederik 5. tog fat på det område, hvor det tidligere nedbrændte Sophie Amalienborg havde ligget. Her skulle opføres en ny bydel, Frederiksstaden, med brede lige gader efter hofbygmester Nicolai Eigtveds planer. De blev endeligt vedtaget i 1749 og kom til at indgå i 300 års jubilæet for den oldenborgske kongestamme i Danmark. Centralt i anlægget var en ottekantet plads med fire palæer, som skulle opføres af private adelsmænd mod at få stillet grunden gratis til rådighed. Midt på den ottekantede plads, Amalienborg Slotsplads, blev den berømte franske billedhugger J.F. Saly bestilt til at udføre en rytterstatue af bronze af Frederik 5. Atter en centralistisk planlægning med den enevældige konge til hest som det absolutte centrum i det storslåede byggeri. Ingen skulle være i tvivl om den enevældige konges centrale position højt hævet over alle andre.