Den ældre enevælde, 1660-1784

Købstaden

De fleste danske købstæder lå ud mod kysten. Handel og håndværk var grundlaget for deres eksistens. For at være en købstad måtte en by være forsynet med kongelige privilegier, der undtog den fra den almindelige lokaladministration og stillede den direkte under kongens beskyttelse. Købstaden fik derved ret til selvstændigt styre med egen borgmester og råd valgt af og blandt det øverste borgerskab i købstaden. Købstaden udgjorde også egen retskreds under en byfoged.

Borgerskabet bestod af købmænd, der drev handel med købstadens indbyggere, oplandets landbefolkning og til en vis grad også med udlandet. De var med borgerskabsbrev knyttet til byen. På et socialt set lavere niveau fandtes håndværkerne, der var knyttet sammen i lav efter håndværksfag, hvis de var talstærke nok til at danne en selvstændig organisation. Ellers måtte de gå sammen med andre fag eller andre lav i andre købstæder. Et lav tog sig af alle medlemmernes faglige og sociale problemer – både mestrenes og svendenes. De sidste kunne også have egne svendelav. Også håndværksmestre kunne tage borgerskabsbrev. Neden under disse øvre lag levede størstedelen af byens indbyggere som daglejere og håndlangere. Uden for det verdslige hierarki fandtes de gejstlige – herunder latinskolelærere, degne og skolelærere. I de større købstæder lå adelspalæer, hvor egnens godsejere tog ophold om vinteren. De fornemste af dem foretrak dog hovedstaden.

De fleste af enevældens købstæder var små og uanseelige. De var tæt bebyggede, men mange havde store købstadsmarker uden for byporten, der ellers dannede skellet mellem land og by. Købstadslandbruget var en vigtig næringskilde som supplement til de øvrige næringsveje. Det betød, at husdyr af enhver art kunne træffes i byens gader morgen og aften på vej frem og tilbage til græsning. Men det betød også, at deres efterladenskaber kom til at præge gadens snavs og stank sammen med lugten fra husenes latriner.

For den ældre enevælde var købstæderne en udfordring. Borgerne havde ydet kongemagten afgørende støtte ved enevældens indførelse i 1660, men købstædernes selvstændige styre harmonerede ikke med enevældens magtaspirationer. Derfor skete der med forordningen om købstadsstyre i 1682 en betydelig indskrænkning i købstadstyrets omfang og en integration i det enevældige system. Tilsvarende forsøgte regeringen gentagne gange at gøre indgreb i lavenes selvstændighed, for enevælden ønskede en opblomstring af byernes handel og større produktionsvirksomheder, såkaldte manufakturer, som håndværkslavene var en hindring for.

Det blev dog under den ældre enevælde kun til opblomstring af København – landets hovedstad og den eneste by af international størrelse og betydning i landet. Den var med sine 70.000 indbyggere omkring 1700 lige så stor som alle de øvrige købstæder tilsammen. De næste byer, Helsingør, Odense, Aalborg og Århus var på 5.000 og derunder.

Når København var så stor skyldtes det, at hoffet, regering, centraladministration, universitet, hær og flåde havde hjemsted her. Her fandtes handelsflåden med langfart og handel på de oversøiske kolonier, der efterhånden blev etableret med støtte fra konge og hof. De privilegier, der blev udstedt for at fremme kolonihandlen, var det kun hovedstaden, der var i stand til at udnytte. Nedgangen i de internationale økonomiske konjunkturer i 1600-tallet og hollandske købmænds overtagelse af provinshandlen afmattede provinsens købstæder. En undtagelse var handlen på Norge, som især blev varetaget fra de nørrejyske købstæder og kan forklare Aalborgs betydning og størrelse.