Den ældre enevælde, 1660-1784

Kirke og skole

Enevælden var blevet gennemført i 1660 med stærk støtte fra den danske lutherske kirke, ligesom teologien gennem allegoriske billeder og formuleringer leverede forklaringen og begrundelserne for enevælden og dens magt. I kort form: Den enevældige konge var Guds repræsentant på jord.

Kirken havde så til gengæld forventet en øget indflydelse i samfundet – i hvert fald øget selvstændighed i forhold til statsmagten, men den udeblev. Det var kun den første sjællandske biskop under enevælden, der fik titel af ærkebiskop og sæde i statskollegiet. Det særlige kirkekollegium udeblev også. Kirken hørte i administrativ henseende stadig under det vigtigste regeringskontor, som hed Danske Kancelli. Herigennem gik også kongens udnævnelser af gejstlige embedsmænd i kirken. Selvom Kongeloven, enevældens grundlov, pålagde kongen at opretholde undersåtterne ved den rene lutherske lære, blev der under Christian 5. skabt små sprækker i dette krav. Fremmede trosretninger blev 1682 tolereret i Fredericia og senere enkelte andre steder - bl.a. af hensyn til indvandring af kvalificeret arbejdskraft til de nye manufakturer. Dette spor blev forsigtigt udvidet i de følgende år.

Teologisk var den danske kirke præget af ortodoksi i 1600-tallet. Det betød, at den værnede strengt om den rene og rette lære. Det var afgørende, at den kristne troede på de autoriserede læresætninger og udtryk og levede i overensstemmelse med dem. Hvis ikke, måtte der gøres bod – pønitence var det kirkelige ord herfor. Det var vigtigt, da de ulykker, der overgik landet i denne periode, blev opfattet som Guds straf. Den kunne kun afværges med bod og bøn og bekæmpelse af al synd.

Denne udvendige og strenge ortodoksi blev op mod 1700 langsomt afløst af pietismen - en mere inderlig kristendom, der satte den enkeltes omvendelse og personlige forhold til Gud i højsædet. Det var hjertets inderlige grebethed af troen, der betød noget. Den kristne måtte selv læse i Biblen, for at Guds ord kunne tale direkte til ham eller hende. Som et håndgribeligt bevis på den selvstændige stillingtagen blev konfirmationen indført i 1736. Her skulle barnet bekræfte sin dåbs pagt, men måtte forinden have læst og forstået Bibelens ord – i hvert fald dens grundsætninger, som Luther havde formuleret dem i den lille Katekismus. Dette er blevet kaldt den anden reformation.

For at nå hertil var det nødvendigt, at børnene, både piger og drenge, kunne læse. Det var ikke et nyt krav, at børnene skulle kende Bibelen. Lige siden den første reformation havde degnene ved alle landets kirker skullet oplyse børnene om deres kristendom, inden de kunne komme til alters første gang. Omkring 1700 havde Frederik 4.s søskende oprettet skoler for børnene på deres godser. Kongen fortsatte i 1720 med oprettelse af skoler på det kongelige ryttergods rundt i landet, men den almindelige skolelov kom først i 1739 som en logisk følge af konfirmationens indførelse i 1736.

Skoleloven krævede, at godsejerne skulle oprette skoler i hvert sogn på deres gods. Her skulle børnene gå fra 6-årsalderen eller også på anden vis lære at læse og forstå kristendommens grundsætninger i den lille Katekismus. Undervisningen var gratis. Men ville de lære at skrive og regne, skulle de betale. Hvis børnene ikke havde en vis læsefærdighed eller havde forstået kristendommens grundsætninger, kunne de ikke blive konfirmeret.

Der var mange protester mod Danmarks første skolelov. Den lagde alle de økonomiske byrder ved skolebyggeri og lærerlønninger på bønderne og det under den værste landbrugskrise i landet. Resultatet blev da en ny skolelov i 1740, hvor standarden var betydelig sænket i forhold til 1739. Men undervisning var stadig en forudsætning for konfirmation. Denne første skolelov blev vel ikke gennemført fuldt ud efter sin intention, men indøvelsen af en tradition for at gå i skole var startet.

Nogle småsteder måtte nøjes med omgangslærere, men det største problem var manglen på dygtige lærere. Der eksisterede ingen seminarier, så man måtte nøjes med fallerede studenter, afdankede soldater og gamle håndværkere. Bisperne havde tilsyn, og deres visitatsberetninger giver ikke altid lærerne det bedste skudsmål. Men de viser, at skoletraditionen var startet i Danmark.