Den ældre enevælde, 1660-1784

Griffenfeld og Struensee - en konsekvens af enevældens styreproblem

Enevældens indførelse i 1660 blev fulgt op af Kongeloven, der var den eneste grundlov for enevælde i Europa. Den blev udstedt af Frederik 3. i 1665 og læst op ved Christian 5.s kroning i 1670, men først trykt i 1709. Her blev det skarpt formuleret, at kongen stod over alle love og kunne undtage, hvem han ville, fra lovene. Naturligvis måtte han have embedsmænd som hjælpere i regeringsførelsen, og dem udnævnte han selv, da de skulle have deres myndighed fra kongens enevoldsmagt - "såsom af én kilde have sin første oprindelse".

Men hvorledes skulle den enevældige konge sikre sig mod embedsmændenes egenrådighed? Han kunne naturligvis til hver en tid afskedige sine embedsmænd igen. Kontrollen skulle komme af, at alle breve og regeringsærinder skulle udgå under kongens segl – og at han altid selv skulle underskrive med egen hånd. Det var et forsøg på at opfinde cirklens kvadratur i et enevældigt embedsvælde. Hvorledes det kunne gå, skal her illustreres ved tidens to grelleste eksempler: Griffenfeld og Struensee.

Griffenfeld (1635-99) var oven i købet den person, der havde sat det stærkeste præg på Kongeloven. Peder Schumacher, som han oprindelig hed, var borgersøn fra København. Han fik den bedste boglige uddannelse både herhjemme og på en stor udenlandsrejse. Derefter blev han ansat som Frederik 3.s arkivar og bibliotekar. Han avancerede allerede under Frederik 3., men det tog rigtig fart under Christian 5. Omkring Danske Kancelli opbyggede han centraladministrationen til en bæredygtig organisation, hvor ligeligheden mellem adelige og borgerlige blev gennemført. Han endte selv som rigskansler og præsident for højesteret. Samtidig fik han sin familie og venner placeret på centrale poster. Han glemte heller ikke at sikre sin egen økonomi ved udnævnelsen af embedsmænd, hvor han modtog penge af de nyudnævnte. Dette skaffede ham naturligvis mange fjender. Han synes dog bestandig at sørge for at have linjerne til kongen i orden.

Men i udenrigspolitikken gik det galt. Han var ikke uenig i kongens slutmål: At få Skåne tilbage til Danmark. Ifølge Griffenfeld skulle det ske ved, at Danmark holdt sig på god fod med Frankrig for at isolere Sverige. Og så fortsatte han i det skjulte sin egen udenrigspolitik stik mod den officielle. Det blev afsløret, og han blev arresteret den 11. marts 1676. Der blev ført en ikke helt regulær retssag imod ham, som endte med, at han blev dømt til døden. Ud over den hemmelige udenrigspolitik var det mest belastende hans bestikkelsespolitik og især, at han havde gemt et udkast til kongens testamente, som kongen havde bedt ham kassere. Den 6. juni skulle henrettelsen finde sted, men på selve retterstedet blev han benådet – og sendt i livsvarigt fængsel.

J.F. Struensee (1737-72) var den anden statsmand, som forsyndede sig mod Kongelovens ord om embedsmandens forhold til den enevældige konge. Men her var situationen en ganske anden. Kongeloven havde ikke taget højde for den situation, at Danmark kunne få en konge, der ikke kunne regere pga. sindssygdom. Men det var tilfældet med Christian 7. Struensee, præstesøn fra Halle i Nordtyskland, var uddannet læge. Han blev ansat som livlæge for kongen og havde en god indvirkning på hans sygdom. Gennem den private omgang med kongen fik Struensee stor indflydelse på landets styre, afskedigede de gamle politikere og endte som geheimestatsminister.

Inspireret af de nye franske oplysningsforfattere som Voltaire og Rousseau ønskede Struensee at reformere det danske styre. Der kom en lind strøm af sociallove, hoverireformlov og trykkefrihedslov, som alle forsøgte inden for kort tid at reformere det danske samfund. Dette skaffede ham mange fjender. Da han samtidig levede i et kærlighedsforhold til dronningen, Caroline Mathilde, og blev far til hendes andet barn, ville forargelsen ingen ende tage. En sammensværgelse mod ham slog til efter et maskebal den 16. januar 1772, hvor den med kongens underskrift på arrestordren fik Struensee sat under lås og slå. Han blev dømt for majestætsforbrydelse og henrettet den 28. april 1772. Og her kom der ingen benådning i sidste øjeblik.

Griffenfeldsagen og ikke mindst Struensee's skæbne afslørede svaghederne ved enevælden som system.

Struensees fængsling efter maskeballet 16. januar 1772. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).