Den ældre enevælde, 1660-1784

Godsejerstyret

Den ældre enevælde havde som ideal at nå ud til alle undersåtter gennem sit embedsapparat. Men selvom kongen kunne udskrive de skatter, han ønskede, satte landets økonomi alligevel grænser for styrets formåen. Derfor måtte enevælden give afkald på dette ideal i lokaladministrationen på landet.

Ejendomsstrukturen i Danmark bestod af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård og en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset. Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne. De få selvejere (2% af befolkningen), der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen – det stedlige skattekontor.

Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden – eller måske ikke havde en afløser for ham.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde man mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.

En tilsvarende løsning blev valgt ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes matriklen 1688 som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling. Godserne blev inddelt i lægd bestående af et vist antal tønder hartkorn fra samme gods – i 1701 20 tønder, men det ændredes senere – som skulle stille den karl som soldat, som godsejeren udpegede. Det var dog udskrivningssessionen af offentlige embedsmænd, der foretog den endelige godkendelse og indskrivning af soldaten.

Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Men om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, var den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt – og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.

Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.

Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner. Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.05.2015