Den ældre enevælde, 1660-1784

Fattigvæsen eller tidens forsorg

Tiggere og fattige var en vederstyggelighed for enevælden. At de fandtes på gader og stræder viste, at regimet måske ikke var så godt, som det ønskede at give udseende af. Det var især galt, når tiggerne optrådte i hovedstaden, hvor fremmede gesandter og andre udlændinge kunne se dem.

Det var ikke et problem opstået med enevælden. Den lutherske kirke havde videreført de gamle fattigstiftelser fra den middelalderlige katolske kirke, selvom almisser nu ikke havde samme teologiske begrundelse. Selv om stiftelserne blev suppleret med bidrag fra konger og stormænd, kunne de ikke følge med behovet. Hospitaler var ikke det samme som i dag, men først og fremmest institutioner, der tog sig af gamle og svage mennesker. Et andet forsorgsinstrument var tryglebrevet – et højtideligt dokument, der gav en person ret til at tigge i et konkret område i en given periode og med angivelse af årsagen til den ulykke, der var overgået tiggeren.

Under krige og økonomiske nedgangstider blev der flere, der ikke kunne klare sig selv. I første omgang søgte man via lovgivningen at regulere tiggeriet ved at opdele tiggerne i værdige og uværdige. Kriterierne var, om det var selvforskyldt nød eller ej, og om tiggerne eller betlerne kunne arbejde eller ej. De værdige fik et tiggertegn heftet på tøjet, så enhver kunne se, at de var af den rigtige slags, som det var tilladt at give almisse.

Arbejdsevnen var en vigtig præmis for at blive anerkendt som værdig trængende. Derimod tog man ikke hensyn til, om der var arbejde at få eller ej. Fra Christian 4.s tid havde man forsøgt at give fattige børn en håndværksuddannelse i Børnehuset på Christianshavn. Men dels var dette initiativ som en dråbe i havet, dels var der store problemer med at få anerkendelse i lavene efter endt uddannelse.

Der var ingen tvivl om, at det blev opfattet som familiens problem, når et menneske ikke kunne klare sig selv. Når denne ikke slog til – måske var der slet ingen familie – så var det landsbyen og sognets opgave at tage vare på de fattige, der hørte til her. Men mange søgte til fremmede steder og især købstæder, hvor de troede, at de måske havde bedre chancer for at klare sig.

Den første fattigforordning under enevælden kom i 1683 og gjaldt for landdistrikter og købstæder. Bestemmelserne gjaldt derimod ikke for København, der allerede havde sin egen fattigforsorg på grundlag af donationer fra tidligere konger. Det nye i 1683 var tilskyndelsen til oprettelse af manufakturer for arbejdsløse, der ønskede arbejde. Det var dog kun en hensigtserklæring. Arbejdsdygtige tiggere skulle så indtil videre sendes til manufakturer i hovedstaden. Men indtil de blev oprettet, var det stadigvæk Børnehuset på Christianshavn, der måtte holde for.

Den første egentlige forsorgslov kom i 1708. Hele forsorgsvæsenet forsøgte man at indordne under et enstrenget administrativt system med fattigdirektørerne i København som øverste myndighed. Indtægtssiden var en mellemting mellem skat og frivillige bidrag, idet det lovede beløb kunne udpantes, hvis det ikke blev indbetalt. De forsorgsberettigede skulle inddeles i klasser efter trangsbehovet, der defineredes forskelligt fra land til by. På landet var naturalieydelser stadig grundpillen i forsorgssystemet, herunder også plejeanbringelse af forældreløse børn. Tiggerproblemet forsøgte man stadig at løse ved at oversende dem til manufakturer i København.

Det var et ambitiøst system, som det heller ikke denne gang lykkedes at føre ud i praksis. Hverken tiggeri eller arbejdsløshed og fattigdom blev afskaffet. Manufakturerne kunne slet ikke leve op til alle de forventninger, der var knyttet til deres arbejds– og uddannelsesmæssige potentiale. De frivillige bidrag kunne heller ikke følge med behovet. Alle problemstillinger kan genkendes i de følgende århundreder.