Den ældre enevælde, 1660-1784

Enevældens krige og udenrigspolitik

Den umiddelbare baggrund for enevældens indførelse i Danmark var de to svenskekrige 1657-60. Danmark havde været nær udslettelse som selvstændig stat, da København var det eneste område, der ikke var besat af svenskerne. Nok havde københavnernes tapperhed været stor – og nok havde Frederik 3. udtalt de berømte ord: "Jeg vil dø i min rede" – men det var stormagtsinteresser, der sikrede, at Danmark-Norge overlevede som stat. Af hensyn til Øresundstolden ønskede stormagterne nemlig ikke, at samme land sad på begge sider af Øresund.

Afgørende for Danmarks udenrigspolitik var således beliggenheden ved Øresund. Fra landene omkring Østersøen blev der nemlig fragtet korn til de tættere befolkede lande i Vesteuropa. Derfor var det afgørende at have kontrollen over det smalle stræde. Økonomisk var toldindtægterne væsentlige for statens økonomi. Politisk var det et tegn på prestige og udenrigspolitisk styrke, hvem der kunne diktere toldbetingelserne.

Striden i Nordeuropa gik også på, hvem der var den stærkeste magt i Skandinavien. Det havde længe været Danmark–Norge. Men efter 1660 var balancen tippet til fordel for Sverige-Finland. Kampene mellem de to stater stod ikke alene i Skandinavien, men også det nordtyske område blev inddraget. Den danske konge havde siden 1400-tallet været hertug i dele af Slesvig (under den danske konges overherredømme) og Holsten (under den tyske kejser). De danske interesser blev alvorligt generet af Sveriges sejre her i 16–1700 tallet. Oven i købet lod den gottorpske hertug, som oprindeligt besad halvdelen af Slesvig og Holsten, sig med glæde involvere i stridighederne på svensk side for at sikre sine interesser mod den danske konge. Danmark var nu omkranset af svenske besiddelser eller allierede på alle sider.

Ønsket om at få Skåne tilbage var efter 1660 drivfjederen i dansk udenrigspolitik. Derfor søgte Danmark bestandig dels at holde sig i alliance med Sveriges fjender, dels at holde øje med de svenske nederlag for at kunne slå til på rette tid. Det førte til Skånske Krig 1675-79 og Store Nordiske Krig 1709-1720. I begge krige lykkedes det at holde hærenes kampe uden for dansk territorium. Begge krige viste, at Sverige var stærkest på landjorden, men Danmark til søs. Et velkendt eksempel er Niels Juels sejr i Køge bugt 1677. Trods store ofre lykkedes det ikke at få Skåne tilbage.

De danske krige blev fortrinsvis udkæmpet med lejetropper, som mod betaling blev hvervet i krigsperioderne. Efter krigen var problemet hver gang, hvor mange soldater der fortsat skulle holdes mod betaling. For at kunne hævde sig i det diplomatiske spil var militær oprustning nødvendig.

Stormagterne i Europa var sømagterne Nederlandene og England samt Frankrig og den tyske kejser i Østrig. På vej op var Rusland og Preussen. Danmark var og Sverige blev især efter Store Nordiske Krig reduceret til en anden eller tredjerangs magt.

Efter Store Nordiske Krig ser det ud til, at Frederik 4. opgav håbet om at få Skåne tilbage. De udenrigspolitiske bestræbelser koncentrerede sig om sikring af interesserne mod syd. Forholdet til den gottorpske hertug var bestandig varmt. Efter 1720 var det kun Holsten, det gjaldt. Den danske konge havde ved fredsslutningen med stormagternes godkendelse fået overdraget de gottorpske besiddelser i Slesvig, da hertugen ikke havde overholdt den pålagte neutralitet i krigen. Gottorp blev yderligere farlig, da den mindreårige gottorpske hertug, Karl Peter Ulrik, i 1741 blev russisk tronarving. Gennemslagskraft fik han først, da han blev udnævnt til zar i 1763 og straks mobiliserede en kæmpemæssig russisk hær mod Danmark, men heldigvis for Danmark blev han hurtigt styrtet ved en paladsrevolution.

De europæiske magtmodsætninger i sidste halvdel af 1700-tallet drejede sig først og fremmest om kolonierhvervelser. En væsentlig konfrontation opstod mellem Frankrig og England omkring de nordamerikanske kolonier. Det lykkedes Danmark at holde sig ude af de europæiske krige i resten af århundredet. Det krævede diplomati, men efter anerkendelsen af maksimen "fri lejde til frit skib" gav det gode indtægter for handel og skibsfart. Det tjente Danmark på. Det tjente København på.