Den ældre enevælde, 1660-1784

Enevældens indførelse 1660

Før enevældens indførelse i 1660 havde den valgte konge og det højadelige rigsråd i fællesskab haft den formelle beslutningskompetence i regeringsanliggender. Efter 1660 kunne kongerne gøre, som de ville – inden for det praktisk gennemførlige. De arvede kongemagten ved forgængerens død og herskede med absolut magt.

Den dybereliggende forklaring på enevældens indførelse var, at den eksisterende styreform ikke svarede til samfundets kompleksitet. Den ydre anledning var de tabte krige til arvefjenden Sverige i 1658-1660, hvor det danske rige mistede alle provinser øst for Øresund – undtagen Bornholm. Riget var meget tæt på at være bankerot. Der var store udgifter til lejehærene, som førte krigen fra dansk side. Fremmede hære havde hærget landet og krævet forsyninger direkte af lokalbefolkningen.

Situationens alvor krævede indkaldelse af en stænderforsamling med henblik på nye skatteudskrivninger og/eller besparelser på de militære udgifter. De første forhandlinger på stændermødet drejede sig om, hvilke skatter der skulle udskrives – og dermed hvem der skulle betale landets underskud. Adelen forsøgte at pukke på sine skattefrihedsprivilegier og skubbe byrden over på borgerne. Men i denne diskussion valgte de gejstlige og universitetet side med borgerne. Adelen stod alene klemt op i en krog og begyndte for sent at give indrømmelser.

Efter hemmelige forhandlinger mellem kongemagten, borgerne og gejstligheden blev Frederik 3. tilbudt Danmark-Norge som et arverige i stedet for hidtil som et valgrige. Herefter benyttede kongen sin magt over militæret og satte København i undtagelsestilstand og spærrede byens porte. Det hjalp på adelens og rigsrådets forhandlingsvilje. Nu ønskede også de at overdrage rigerne til Frederik 3. og hans slægt som arverige. Om aftenen den 13. oktober 1660 tilbød biskop Hans Svane officielt Frederik 3. at blive arvekonge. Denne beslutning blev således nået gennem et håndfast militærkup. Et arverige betød, at kongen tiltrådte automatisk ved den tidligere konges død uden de sædvanlige forhandlinger om en håndfæstning - dvs. de betingelser den nye konge skulle regere på, og de privilegier han skulle respektere.

Selvom rigerne var blevet et arverige, skulle de stadig have en forfatning. Derfor sammensatte kongen et forfatningsudvalg, hvis forhandlinger betød, at den gamle håndfæstning blev kasseret, mens det blev overladt til kongen selv at formulere en ny forfatning. De eneste betingelser, udvalget kunne enes om at stille, var rigets udelelighed, en kristelig regeringsform og opretholdelse af standsprivilegierne. Udvalget gav således op over for den krævende opgave at formulere en ny forfatning i stedet for det afskaffede valgkongedømme.

Den 18. oktober 1660 aflagde stænderrepræsentanterne – herunder også enkelte repræsentanter for bondestanden - troskabsed til Frederik 3. som arvekonge på pladsen foran Københavns Slot. Den næste begivenhed var underskrivelsen af enevoldsarveregeringsakten af 10. januar 1661, som to mænd blev sendt rundt i landene med. I dette dokument var der ikke alene tale om arverige, men også et rige, hvor ingen anden end kongen formelt set skulle have magt. Under forfatningsforhandlingerne havde kongen lovet at respektere stændernes privilegier. Løftet blev principielt opfyldt med de nye privilegier fra 1661. Hovedindholdet var, at for fremtiden var privilegier alene afhængig af kongens nåde. Kongen kunne, som det blev formuleret i Kongeloven, enevældens grundlov fra 1665, undtage hvem han ville, fra hvad han ville. Med Kongeloven havde den danske enevælde som den eneste i Europa fået sin skriftlige udformning.