Den ældre enevælde, 1660-1784

Enevælden og enhedsriget

I almindelighed har eftertiden heftet sig ved den ældre enevældes negativt formulerede program: Alle adelsvældets bånd på kongemagten skulle fjernes som konsekvens af enevældens indførelse i 1660. Men enevælden havde også et positivt program. Den ønskede ud af kongens riger og lande med deres meget forskellige love og bestemmelser at skabe et enhedsrige i moderne forstand med ensartede regler.

Kongens riger og lande bestod i 1660 af Danmark og Norge med Færøerne, Island og Grønland. Hertil kom hertugdømmerne, dvs. Slesvig, hvor den danske konge både var hertug og konge, og Holsten, hvor han var hertug under den tyske kejser. Alle landsdele havde egne bestemmelser på stort set alle områder. Der forestod et gigantisk lovgivningsarbejde for at få gennemført den ønskede regulering og enhed. Idealet kan beskrives som et billede, hvor den enevældige nådes sol på alle områder skulle stråle direkte ned på undersåtterne i kongens riger.

På alle større områder blev arbejdet sat i gang allerede under Frederik 3. (1648-1670) med nedsættelse af kommissioner og råd, men det blev først endelig gennemført under hans søn Christian 5. (1670-1699). Hvorledes lykkedes det så?

Det første område var beskatningen – at få skabt et ensartet skatteudskrivningsgrundlag på landet for de nødvendige jordskatter. Det lykkedes i Danmark at få gennemført den store matrikel i 1688, men derimod ikke i Norge. Efter flere forsøg med udgangspunkt i det eksisterende uensartede grundmateriale besluttedes det at gennemføre en minutiøs opmåling og vurdering af den dyrkede jord i Danmark. Det resulterede i en angivelse af værdien af jordtilliggendet for hver eneste driftsenhed i Danmark målt i såkaldt hartkorn. Hermed var skabt et administrativt simpelt skatteudskrivningsgrundlag. At det måske ikke lykkedes helt at opnå retfærdighed alle steder, er en anden sag.

Retsreglerne var forskellige i alle kongens lande. I Danmark gjaldt stadig de gamle middelalderlige landskabslove (Jyske Lov og Sjællandske Lov) – dog suppleret med senere lovgivning. Det første, der skete, var formuleringen af Kongeloven i 1665, der blev den eneste skriftligt formulerede forfatningslov for et enevældigt styre i Europa. Den gjaldt dog ikke i hertugdømmerne. På næste niveau lykkedes det gennem et brydsomt kommissionsarbejde at få Danske Lov udstedt i 1683. Den var nok en kompilation (sammenlægning) af tidligere love, men også en fornyelse på f.eks. strafferetsområdet med mildere bestemmelser. Det blev ikke helt samme lov, der kom til at gælde for Norge, da især de norske nærings- og ejendomsforhold var for forskellige fra de danske. Her kom imidlertid en Norske Lov i 1687, som på store områder var identisk med den danske. Derimod fortsatte de gamle norske love på Island, Jyske Lov i Slesvig og Romerret og Saksisk Lov i Holsten.

Væsentlig for handel og kommunikation internt imellem kongens lande var gennemførelsen af bestemmelser om fælles mål og vægt i 1683. Etableringen af en fælles embedsstand var afgørende for, at dette moderne projekt med en enhedsstat lykkedes for den ældre enevælde. Denne embedsstand havde nemlig alene sine beføjelser fra kongen og dermed også hele sin loyalitet placeret hos ham. Det lykkedes også efterhånden at få skabt en fælles uddannelse for de kongelige embedsmænd – 1629/1707 for teologer og 1736 for jurister.

Med etableringen af en fælles embedsstand var muligheden for en ensartet behandling af befolkningen blevet større. Der var dog væsentlige områder, hvor de kgl. embedsmænd ikke fik indpas under den ældre enevælde. De private godser på landet i Danmark måtte overtage den offentlige administration af skatte– og udskrivningsvæsenet over for deres fæstebønder pga. styrets manglende økonomiske ressourcer.

På det religiøse område havde den lutherske lære været grundlag for bekendelse og tro siden Reformationen i 1536. Derfor ønskede enevælden også at få indført fælles gudstjenesteordninger. Det skete med det fælles kirkeritual for Danmark og Norge i 1685, så alle kirkegængere i Danmark og Norge hver søndag kunne høre præsterne fra prædikestolene prise Guds storhed og den enevældige konge som hans repræsentant her på jord. Det var et vældigt disciplineringsprojekt, som satte sine spor i sindene på kongens undersåtter i by og på land.

Maleri af Frederik 3. fra begyndelsen af 1650'erne af ukendt kunstner. Fra Wikimedia Commons.
Illustration af Frederik 3. Hyldning som Arvekonge. Fra Danmarks historie i Billeder (1898)