Den ældre enevælde, 1660-1784

Dagligliv i by og på land

Dagliglivet under den ældre enevælde var forskellig for en adelsmand, en borger og en fæstebonde. Hvis adelsmanden var rig, kunne han leve et luksuriøst liv i hovedstaden eller på sine godser. Adelsstanden indebar, at han skulle leve op til nogle standarder i klædedragt og indbo. Sølvtøj, kunst og bøger hørte til i hans hjem. Han skulle deltage i koncerter og teaterforestillinger – også for at lade sig se og møde de rigtige mennesker. Han skulle gå på visitter og invitere til selskaber. Havde han en herregård, opholdt han sig ofte her om sommeren for at nyde jagten og landlivets glæder. Om vinteren var han gerne i hovedstaden - også for at være i kongens og regeringens nærhed. Han måtte høre nyt og ikke miste indflydelse.

Trods denne travlhed kunne adelsmanden godt interessere sig for driften af sit gods. Bevarede breve viser, at godsforvalterne måtte spørge om store og små ting i forbindelse med driften og fæsterne på godset. Adelsmandens tilværelse kostede penge. For at opretholde den nødvendige standard og for at sikre sine børn en god og kosmopolitisk uddannelse måtte han tjene mange penge – og det gjorde ikke nødvendigvis alle adelige.

I købstaden levede det øverste lag af borgere efter købmands– og håndværkslavenes faste normer. Der var faste skikke for optagelsen i lavet, for hvilken skænk (gave) man skulle give, hvordan laden - lavets pengekasse - skulle flyttes fra en oldermand til den næste, osv. Disse begivenheder gav anledning til fester. Der var bestemte regler for, hvem der kunne optages i et lav. Det var nødvendigt for at opretholde lavets anseelse. Det var klart, at den nye lavsbroder, måtte være ægtefødt og af ærlige forældre. Alle disse problemer havde daglejeren og tjenestekarlen ikke.

En ting var dog fælles for alle i købstaden: Stanken. Affald blev kastet ud på gaden. Kloakvand løb midt igennem den. Derfor var det nødvendigt med trædesten for at komme tørskoet over gaden. Om natten blev latrinerne tømt af natmændene, men stanken var der – især om sommeren. Gadernes brolægning forstærkede lyden af vognenes rumlen gennem byen. Dyrenes brølen hørtes morgen og aften, når de skulle til og fra bymarken.

På landet var tilværelsen bygget op omkring husstanden i gårdene eller i husene. Fæstebonden var gårdens overhoved og sad for enden af bordet ved dagens måltider. Hans navn stod på fæstebrevet, kontrakten med godset, men gården kunne ikke klares uden en kone. Hun sørgede for huset og dagens måltider. Der var mange måltider: Davren om morgenen med smørrebrød og snaps, frokost midt på formiddagen med øllebrød og saltet sild, middagsmåltid altid med grød, klokken 5 om eftermiddagen vesperkost med smørrebrød, og så kom aftensmåltidet eller nadveren kl. 9 om aftenen med de samme retter som middagsmaden. Også dyrenes pasning og en række af markarbejderne hørte med til hendes og pigernes pligter.

Der var nok at gøre for kvinderne, men rengøringen var heller ikke efter vores standard. Vi har beretninger om, at høns og ænder hørte til i stuen under bænken. Det gjorde hunden og katten selvfølgelig også. Alle husstandens medlemmer sov i faste alkover i den samme stue – og oppe under loftet stod mælken i store fade og trak fløde! Hvis der var store børn i familien, klarede man sig uden fremmed hjælp. Men hvis de var for små, måtte man have en karl og en pige til hjælp. Børnene startede med at hjælpe til som 4–5 årige, det var deres forberedelse til voksenlivet. Var der ikke arbejde hjemme, kom de ud at tjene allerede som 8-9 årige. Lønnen var da kosten og måske et par træsko. Tjenestefolk var ikke tyende hele deres liv. Det var en uddannelsestid, hvor de forberedte sig på at overtage en fæstegård.

Arbejdslivet er altid blevet fremstillet som strengt slid fra morgen til langt ud på aftenen. Det optog dagen – men vi skal huske, at det ikke var samme arbejdstempo, som vi kender. Der var altid tid til fest og leg. Når karlene og pigerne var på hoveri på hovedgårdens marker, gik det lystigt til. Der var talrige anledninger til gilder: Når markerne var tilsået, når høet var slået, når det var kørt ind osv. De unge var både i by og på land organiseret i ungdomsgilder, der skulle sørge for, at tilværelsen også blev festlig for de unge. Selvfølgelig var der også sorg og ulykker i menneskelivet under den ældre enevælde, hvor f.eks. børnedødeligheden var høj i alle samfundslag.