Besættelsestiden, 1940-45

Samlingsregeringen og det aktivistiske samarbejde

I lyset af den tyske underlæggelse af stadig større dele af Europa skiftede Danmark i sommeren 1940 udenrigspolitisk kurs til en mere aktivistisk tilpasning til Tyskland, som potentielt indebar fordele, men som også havde omkostninger og kunne være farlig.

Efter den tyske sejr over Frankrig i juni 1940 bredte sig i Danmark en frygt for, at besættelsen nu kunne vare længe - måske endog i generationer. På den politiske højrefløj, i toneangivende erhvervskredse og til dels også i kongehuset vandt det synspunkt frem, at man måtte hanke op i det politiske system, effektivisere det og enten modificere eller helt afskaffe det parlamentariske demokrati, der havde vist sig ude af stand til at holde Danmark fri af krigens ulykker. Disse kredse ønskede såkaldt ”upolitiske ministre”. Det vil sige eksperter eller teknokrater, der tænktes at ville varetage nationale interesser, og ikke, som kritikerne sagde om de politiske partier, plejede sær- og klasseinteresser og dermed splittede og svækkede landet. En sådan regering, mere fri og ubundet af Folketinget, hed det videre i argumentationen, ville langt bedre være i stand til at sikre sig tyskernes respekt og opbakning end det parlamentariske demokrati, som man vidste, at Det Tredje Riges Tyskland afskyede.

Presset for at få upolitiske ministre og en regering, der var mindre bundet af Folketinget, førte i juli 1940 til omdannelse af regeringen. Stauning forblev statsminister, men tre upolitiske ministre blev udnævnt med diplomaten Erik Scavenius som den toneangivende på udenrigsministerposten. Sidstnævntes udnævnelse skyldtes ikke mindst Christian 10’s ønske, idet Scavenius havde spillet en nøglerolle i den succesfulde danske neutralitetspolitik under 1. verdenskrig.

Med den nye regerings tiltræden indledtes en ny politisk kurs. Hidtil havde samarbejdet med besættelsesmagten været præget af en afventende holdning, hvor man først indgik i forhandlinger, når de tyske krav forelå, og så derefter tog stilling til dem og eventuelt i forhandlingsprocessen forsøgte at minimere de danske omkostninger. Scavenius mente i modsætning hertil, at regeringen i lyset af udsigterne til en langvarig tysk dominans på det europæiske kontinent måtte skifte til en mere aktivistisk samarbejdspolitik, hvor man målbevidst søgte at bedre Danmarks stilling i et samarbejde med Tyskland. Tanken var i højere grad at komme de tyske krav i møde, før de blev stillet, for på denne måde at skabe goodwill i Berlin.

Kursskiftet gav sig straks konkret udslag. Ved sin tiltræden 8. juli 1940 udsendte regeringen en erklæring, der fremhævede den ”forbavselse og beundring”, som ”de store tyske sejre” havde afstedkommet. De imødekommende ord om den magt, der uretmæssigt havde besat Danmark, var velegnede til at støde store dele af den danske befolkning, men det var ifølge Scavenius mindre relevant, idet adressaten var Berlin. I forlængelse af den nye kurs indledte regeringen kort efter forhandlinger om en mønt- og toldunion med Tyskland, der indebar et meget tæt økonomisk samarbejde. Under forhandlingerne blev de tyske ideer dog gradvist så ambitiøse, at en fuldbyrdelse af dem nærmest ville føre til en opløsning af den selvstændige danske stat. Til held for Scavenius og hans udenrigsministerielle embedsmænd brød forhandlinger dog sammen på grund af intern tysk uenighed.

Scavenius’ politiske linje mødte skepsis og ikke sjældent decideret modstand fra flere af regeringens ministre. Særligt socialdemokraten finansminister Vilhelm Buhl, den konservative handelsminister Christmas Møller og Venstre-manden indenrigsminister Knud Kristensen var hyppige kritikere af udenrigsministerens strategi. Den farlige udvikling af forhandlingerne om mønt- og toldunionen gav deres modvilje yderligere næring. Men Scavenius nød de upolitiske ministres tillid – og vigtigere: Et langt stykke af vejen også statsminister Staunings tillid. Og tydeligvis også tyskernes. Kom det til konflikter i regeringen, måtte de kritiske ministre således også hver gang stikke piben ind, når Scavenius truede med at gå af, hvis han ikke fik sin vilje. For det første kunne de ikke opstille et farbart alternativ til udenrigsministerens linje, for det andet var de ikke rede til at tage et brud med Scavenius, når de vidste, at det ville føre til en forværring af forholdet til besættelsesmagten. Modstanderne i regeringen blev siddende, kritiserede ganske vist udenrigsministerens synspunkter, men bøjede sig i sidste ende.

Skønt der var intern uenighed om graden af samarbejde, stod den aktivistiske fløj i regeringen ikke alene med sin iver for at etablere nye samarbejdsområder. Såvel i kredse inden for fagbevægelsen som i dele af erhvervslivet og landbruget var der nemlig støtte at hente til vidtstrakt økonomisk samarbejde – næsten uanset de ideologiske indrømmelser man måtte gøre. Langt fra alle var dog enige heri, og i brede kredse var der skepsis og utryghed over for udsigten til det tætte samarbejde med Tyskland. Samarbejde var nødvendigt, erkendte de fleste, men der fulgte bekymringer af ideologisk og national art med.

Den aktivistiske samarbejdspolitik havde som mål at fastholde dansk suverænitet eller i det mindste så meget af den som muligt, men reelt var der tale om et grumt dilemma, som indebar selvmodsigelser, der ofte antog absurde former. Det gjaldt således, da den tyske gesandt i København, Cecil v. Renthe-Fink, krævede socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hans Hedtoft og H.C. Hansen samt den konservative handelsminister Christmas Møller fjernet fra regeringen pga. deres antinazisme. Regeringens overvejelser stod nu mellem, om man skulle holde på suveræniteten (den politiske uafhængighed) eller ofre et par fremtrædende politikere, som var tyskerne imod, for at undgå en DNSAP-regering. Overvejelserne mundede – som sædvanligt – ud i, at det sidste skulle man undgå. Regeringen imødekom således tyskernes krav og ofrede de fire politikere. Det er ganske betegnende, at de fire politikere i sidste instans var af samme opfattelse.

At der også var grænser for, hvor langt man ville gå, blev dog understreget i netop selv samme periode under den såkaldte Nytårskrise, hvor Renthe-Fink krævede, at Stauning skulle træde tilbage. Her rykkede partierne dog sammen og stod last og brast med statsministeren, hvorefter Renthe-Fink lod sagen rende ud i sandet.

Statsminister Thorvald Stauning i samtale med den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink ved et møde i Dansk-Tysk Forening 13. januar 1941. Foto: K. Lund Hansen, Politiken. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.
Erik Scavenius. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.