Besættelsestiden, 1940-45

Politikerne og militærets holdning til modstandsbevægelsen

Danske officerer etablerede kontakt med modstandsbevægelsen og stillede sig til rådighed for denne. Motivet var dog først og fremmest at kontrollere modstanden på vegne af politikerne.

For parlamentarisk valgte politikere, der var vant til at leve i et ordnet samfund, hvor lovene blev skrevet af parlamentet og overholdt af den brede befolkning, var den voldsomme uro i visse byer under urolighederne i august 1943 en vederstyggelighed. Vurderingen fra politikerside var, at kommunisterne stod bag det hele, og at motivet var at skabe forudsætningerne for en regulær samfundsomvæltning, så snart tyskerne var ude af landet. Politikerne befandt sig i efteråret 1943 i en tilstand af galopperende kommunistparanoia. Der svirrede rygter om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen ”stak våben til side”, som skulle bruges på dagen for revolutionen. Og de blev troet.

Så mange våben var der nu slet ikke i den illegale verden på dette tidspunkt, men politikerne havde ret så langt, at kommunisterne så et magtpolitisk potentiale i modstandsbevægelsen og i givet fald var klar til at udnytte det. Det var fortrinsvis tanken om at gøre modstandsbevægelsen til en kommunistisk ledet folkefront, partiets ledende folk havde i tankerne. Dannelsen af Frihedsrådet var som sådan et skridt på vejen. Hertil kom en forestilling om, at retsopgøret kunne blive et redskab for at udrense centrale personer i erhvervslivet og i den politiske elite, og at selve opgørstanken kunne bruges til at sætte stemningen i kog og fremme dramatiske politiske ændringer.

Dannelsen af Frihedsrådet lagde ingen dæmper på politikernes frygt for kommunisterne. Tværtimod var fornemmelsen nu, at mere besindige kræfter fra den illegale verden havde ladet sig forblinde af kommunisternes tale om, at de også ønskede demokratiet genindført. Politikerne frygtede, at borgerligt sindede og menige socialdemokrater, der støttede rådet, uafvidende ville komme til at agere ”nyttige idioter” for kommunisterne.

Kommunistfrygten var også fremherskende i danske officerskredse, hvor den havde lange traditioner. Under den tyske internering efter 29. august 1943 havde de ledende officerer dannet et hemmeligt netværk under ledelse af generalløjtnant Ebbe Gørtz, som fik navnet Den Lille Generalstab. Officererne holdt kontakt til politikerne med henblik på at få værnene gendannet efter krigen. Den fælles frygt for kommunisterne gjorde en sådan kontakt og et samarbejde så meget mere relevant. Som den sidste parlamentarisk udpegede statsminister og i kraft af sin politiske styrke og den tillid, han nød blandt de samarbejdende partier, blev Buhl anset for at være kraftcentret blandt politikerne og den kommende statsminister i et befriet Danmark. Derfor blev det Buhl, Gørtz rettede henvendelse til. Gørtz lovede fuld loyalitet til Buhl og det parlamentariske system, og i fælles forståelse med den tidligere statsminister rettede han derefter kontakt til Frihedsrådet i Frode Jakobsens skikkelse og tilbød rådet sin militære ekspertise.

Officererne blev budt velkommen af Frihedsrådet, fordi de med deres sagkundskab indebar en oplagt forstærkning. Officererne blev dog afkrævet en erklæring om, at de stillede sig under Frihedsrådets kommando. Tilsagnet hertil blev givet, men kun på skrømt, for deres virkelige loyalitet lå hos politikerne. Hensigten med denne infiltration var, at officererne skulle kontrollere Frihedsrådet og modstandsbevægelsen på vegne af politikerne. Det lykkedes så godt, at samtlige af modstandsbevægelsens syv regioner ved befrielsen var ledet af professionelle officerer. For politikerne og officererne var formålet at sikre sig, at man ved befrielsen havde en væbnet styrke, der stod skulder ved skulder med det parlamentariske demokrati i tilfælde af, at der skulle opstå kaos i det øjeblik, den tyske værnemagt brød sammen eller overgav sig. Modstandskampen mod tyskerne kom i anden række.