Besættelsestiden, 1940-45

Økonomi og levevilkår

Markedsmekanismerne blev i høj grad sat ud af kraft under besættelsen. Den statslige regulering af økonomien skulle på den ene side sikre den samlede befolknings forbrugsmuligheder, men måtte på den anden side ikke gribe unødigt ind i de økonomiske strukturer. Statsindgrebene hindrede ikke, at visse erhverv og enkelte virksomheder tjente godt på besættelsen.

Krigen forårsagede, som krig plejer, kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre. Trods det dansk-tyske økonomiske samarbejde kom danskerne på smalhans. Af hensyn til såvel forbrug som beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft, og de overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af en stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for Vareforsyning. I samråd med erhvervsorganisationerne afgjorde Direktoratet således hvilke virksomheder, der kunne få del i importen af råvarer. Direktoratet forestod også den rationering, der blev iværksat allerede ved krigsudbruddet i september 1939. Det foregik ved, at hver enkelt borger fik tildelt rationeringsmærker for de særligt sparsomme varegrupper som sukker, fedtstof og brændsel.

Såvel fødevarer som industrivarer måtte produceres med erstatningsmaterialer, som førte til et væsentligt fald i kvaliteten. Til gengæld krævede denne type produktion ofte mere arbejdskraft, hvilket i det mindste gavnede beskæftigelsen. Udenlandske luksusvarer var der under krigen stort set lukket for. Kaffe, te, sydfrugter og tobak måtte enten undværes eller udskiftes med danske erstatningsprodukter. Men sult som i andre besatte lande fandtes ikke i Danmark, som tværtimod – næst efter de neutrale lande Sverige og Schweiz – havde det højeste kalorieforbrug pr. indbygger i Europa. Altså også højere end Tyskland og England. Det begrænsede og mere ensformige vareudbud førte dog til tilfælde af mangelsygdomme hos de særligt socialt udsatte i byerne.

Med den store tyske efterspørgsel på fødevarer oplevede landbrug og fiskeri ualmindeligt gode tider, ligesom også flere industrivirksomheder, der producerede for den tyske rustningsindustri, trivedes strålende. Omvendt måtte virksomheder, som var afhængige af de nu uopnåelige råvarer, bukke under. De ofte voldsomme forskydninger samt arbejderklassens reallønstilbagegang skabte i mange kredse utilfredshed og regulær misundelse rettet mod dem, som var på solsiden. Endnu stærkere virkede dog den nationale forargelse over, at nogle bevidst profiterede på den nationale ulykke, der havde ramt landet. Det stærkt negativt ladede udtryk ”værnemager” blev hæftet på de virksomheder, som tjente stort på tyskerne, men det blev sjovt nok stort set aldrig brugt om landbruget.

De manglende forsyninger af råvarer og brændsel samt det generelle fald i den økonomiske aktivitet førte til svære arbejdsløshedsproblemer i besættelsens første år. Det skulle dog blive bedre. Besættelsesmagten satte store befæstningsarbejder i gang - især på den jyske vestkyst. Arbejdet blev udført af danske arbejdere og virksomheder. I 1943-44 tog arbejdet til med en beskæftigelse i visse perioder på over 50.000. Sammen med de titusinder af danske arbejdere, der fik arbejde i Tyskland, var befæstningsarbejdet en væsentlig faktor bag den næsten fulde beskæftigelse, som blev opnået i 1943-44. Som vanligt ved militære besættelser betalte staten for de tyske besættelsestroppers forbrug samt for befæstningsanlæggene. Midlerne blev hentet fra den såkaldte Værnemagtskonto i Nationalbanken, der sammen med Clearingkontoen finansierede det tyske forbrug.

Bunkers ved Skagen. Foto: BioPix.
Bunker ved Vigsø Bugt i Thy. Foto: BioPix.
Betonvej anlagt af den tyske besættelsesmagt, Bulbjerg i Thy. Foto: BioPix