Besættelsestiden, 1940-45

Folkestrejken i København

Politikerne måtte opgive at kontrollere modstandsbevægelsen. I stedet forsøgte de fra midten af 1944 at etablere et samarbejde med Frihedsrådet, som skulle gøre det muligt – i det mindste af navn – at blive en del af modstanden mod besættelsesmagten.

I juni-juli 1944 udbrød en større folkestrejke i København, som antog oprørslignende tilstande. Store dele af byen strejkede, der var tumulter mellem byens beboere og tyske soldater, mens Schalburgkorpset fór rundt og hidsede københavnerne op med tilfældigt skyderi i gaderne. Besættelsesmagten satte byen under belejring og i militær undtagelsestilstand, mens den truede med at benytte artilleri over for befolkningen. De politikere, der ikke siden 29. august 1943 havde ladet høre fra sig i offentligheden, frygtede en massakre på civilbefolkningen og appellerede derfor i pressen og i radioen til, at befolkningen skulle stoppe urolighederne og genoptage arbejdet. Politikerne førte forhandlinger med såvel Werner Best og Frihedsrådet og formåede af førstnævnte at få nogle indrømmelser til københavnerne, hvilket til sidst førte til strejkens ophør.

Det gjorde indtryk på politikerne, at Frihedsrådet var i stand til via løbesedler at dirigere store dele af den københavnske befolkning, mens deres egne opfordringer til at afbryde strejken og forholde sig i ro blev ignoreret af mange. Politikernes erkendelse af Frihedsrådets styrke fik dem til at skifte strategi. Hvor det tidligere havde handlet om at kontrollere modstandsbevægelsen, forsøgte man herefter at blive identificeret med modstanden. Med andre ord forsøgte man at komme på så god fod med modstandsbevægelsen, at man af befolkningen efter befrielsen ville blive betragtet som en del af den samlede modstand mod tyskerne.

Politikernes ønske om at blive identificeret med modstanden mod tyskerne hang naturligvis sammen med den prestige, man vidste, der lå i det at kæmpe aktivt. Samtidig kunne det nedtone samarbejdspolitikken, som befolkningen nok havde nydt godt af under besættelsen, men som man frygtede ville miste legitimitet, når begivenhederne skulle ses i bakspejlet. Et væsentligt motiv var også, at en tættere forbindelse med modstandsbevægelsen ville lette de allieredes anerkendelse af en dansk regering efter befrielsen med basis i de politiske partier. I løbet af 1944 havde man sikret sig den britiske anerkendelse. Men den amerikanske og den sovjetiske lod vente på sig.

Strategiskiftet gav sig udslag i, at først og fremmest ledende socialdemokrater og konservative havde hyppig kontakt med Frihedsrådet og også medvirkede til at skaffe våben fra bl.a. den svenske stat. I forståelse med visse af departementscheferne skaffedes også penge fra statskassen til at finansiere modstandsarbejdet. Man sørgede dog for, at våbnene og pengene så vidt muligt gik uden om de kommunistiske grupper og i stedet tilflød grupper, der var under officerernes kontrol.

Barrikade på Nørrebro under Folkestrejken. Fra Wikimedia Commons