Besættelsestiden, 1940-45

Følgerne af den 29. august og evakueringen af de danske jøder

Dobbeltspil, tysk passivitet, held og dansk opofrelse førte til redningen af næsten alle danske jøder fra holocaust. For mange blev aktionen mod de danske jøder også et mentalt vendepunkt i kraft af sin totale afsløring af det nazistiske barbari.

Den forfatningsmæssige situation, Danmark var bragt i efter 29. august, var ganske usædvanlig. I formel forstand tog ingen danske længere det politiske ansvar for statens fortsatte virke. Tomrummet blev dog på det praktiske, udøvende plan udfyldt. I dagene efter 29. august førte ministeriernes departementschefer en række interne forhandlinger, hvor de af hensyn til befolkningen enedes om at fortsætte deres virke og på den måde holde statsadministrationen i fortsat funktion. Departementscheferne fortsatte således samarbejdspolitikken med besættelsesmagten, men nu uden en regering til at tage ansvar for samarbejdet. I kommunalbestyrelser og sogneråd fortsattes arbejdet også som hidtil, og det økonomiske samarbejde med Tyskland, herunder ikke mindst landbrugseksporten, fortsatte, som om intet var sket.

Et af resultaterne af den 29. august 1943 blev, at Werner Best – formentlig for at bringe sig i kridthuset ved Hitler igen – foreslog at deportere samtlige danske jøder til de tyske koncentrationslejre, som det var sket i 1941-42 med jøderne i alle de andre besatte lande. Deportationen af de danske jøder var hidtil ikke blevet iværksat, fordi man fra tysk side vidste, at samarbejdspolitikken ikke ville kunne holde til det. De danske politikere havde utvetydigt ladet forstå, at her var et tysk tiltag, de på ingen måde kunne acceptere. Nu var der imidlertid ingen dansk regering at tage hensyn til og derfor intet at miste for Best, der fik grønt lys til en aktion mod de danske jøder.

Den forestående aktion blev imidlertid i slutningen af september 1943 lækket til danske socialdemokrater og det lykkedes derfor ved en storstillet redningsaktion at sejle jøderne over Øresund til Sverige. Over 7000 blev reddet, knap 500 blev pågrebet og sendt til tyske lejre, hvor 52 omkom.

Redningen af de danske jøder er et enligt lys i det mørke, som Hitlers holocaust ellers udgør. Over alt i Europa forsøgte jøder at undslippe masseudryddelsen ved at gå under jorden som oftest med ringe held.

I løbet af efteråret forsøgte Best at få dannet en ny dansk regering. Der var kredse i den danske samfundstop, der gerne så en ny regering dannet. Med Buhl i spidsen kvalte politikerne imidlertid alle tilløb til dannelse af en ny regering. Den tidligere statsminister ræsonnerede, at det gjaldt om, at det politiske system og politikerne bevarede en vis kontrol med departementscheferne, men ikke igen kom så tæt på tyskerne. Hvis der blev dannet en ny regering ville politikerne ved krigsafslutningen kunne blive ofre for de “yderligtgående hetzstemninger, der da kunne ventes at slå igennem”. En officiel genoptagelse af forhandlings- og samarbejdspolitikken blev anset som umulig under den herskende folkestemning. 

Undtagelsestilstanden blev ophævet 2. oktober 1943. Hvad man med god grund havde kunnet frygte skulle vare til krigens slutning, viste sig kun at stå på i seks uger. I de seks uger havde undtagelsestilstanden lagt en mærkbar dæmper på protesttilbøjeligheden i landet. Således havde der overhovedet ingen strejker været. Trods ophævelsen af undtagelsestilstanden betød fraværet af det formelle politiske samarbejde en skærpelse af stemningen i landet. Besættelsesmagten var nu for enhver at betragte som fjenden, hvilket også jødeaktionen havde understreget for de fleste danskere.

Fiskerbåd med jøder på vej fra Grønsund til Ystad i Sverige, fotograferet af en af flygtningene. Billedet er uskarpt, og motivet fylder kun den nederste halvdel. De ægte billeder er ofte ikke så teknisk perfekte som rekonstruktioner lavet af professionelle. Fra Frihedsmuseets fotoarkiv