Besættelsestiden, 1940-45

Det politiske system under pres

Interne danske politiske konflikter fra 1930’erne udkæmpedes fortsat under besættelsen i en ny og skærpet situation og med et nyt styrkeforhold mellem parterne. Samtidig med at der rykkedes sammen i et internt dansk samarbejde, skubbedes det politiske tyngdepunkt mod højre, og parlamentarismen sattes under pres fra den yderste højrefløj.

Et politisk regimes første og vigtigste opgave er at beskytte borgerne og territoriet. Denne opgave havde det danske parlamentariske demokrati og regeringen ikke fuldt ud levet op til. Derfor lød der også kraftig kritik fra oppositionen med beskyldninger om at have foræret fædrelandet væk til besættelsesmagten. Fra Venstre og Konservative var kritikken først og fremmest rettet mod den socialdemokratisk-radikale regering - kun i mindre grad mod selve det parlamentariske demokrati. På den yderste, ikke-parlamentariske højrefløj, herunder de danske nazister i Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP), blev selve parlamentarismen anset som årsagen til svigtet.

Med statsminister Stauning i spidsen som en ferm taktiker lykkedes det at inddæmme den tungest vejende kritik ved allerede pr. 10. april 1940 at udvide regeringen med to gange tre ministre fra hhv. Venstre og Konservative. Blandt de nye medlemmer af regeringen var den konservative politiker John Christmas Møller. De to store oppositionspartier gik kun modvilligt ind i regeringssamarbejdet, men opfattelsen af et nationalt ansvar for at styrke den danske beslutningskraft over for besættelsesmagten samt ønsket om at undgå national splittelse vandt til sidst. Samlingsregeringen bestående af de fire største partier repræsenterede over 90% af Folketingets mandater, ligesom store og væsentlige samfundsgrupper – herunder ikke mindst arbejderklassen og landbruget – kunne føle sig repræsenteret af landets ledelse.

Udvidelsen af regeringen betød et skridt til højre for dansk politik, idet Venstre og Konservative tog sig betalt for at tage del i ansvaret. Især Venstre satte Socialdemokratiet under pres, da katastrofale inflationstal med prisstigninger på omkring 20% blev kendte i maj 1940. Som svar på krisen krævede Venstre en betragtelig reallønstilbagegang for fag- og ufaglærte arbejdere. Dette var særligt Socialdemokratiet meget imod, men da Venstre truede med at sprænge regeringssamarbejdet, bøjede partiet af. Flere sådanne socialdemokratiske indrømmelser i arbejdsmarkeds- og socialpolitiske spørgsmål fulgte i løbet af besættelsen.

Fra april 1940 og resten af året ud var samlingsregeringen under et stærkt pres fra den politiske højrefløj i landet. I såvel Venstres som i de Konservatives bagland var der en kritisk opposition, der havde det mere end svært ved at indgå i regeringssamarbejdet og gerne så det afbrudt. Hos regeringens oprindelige partier, Socialdemokratiet og De Radikale, var den største frygt, at besættelsesmagten ville bringe de danske nazister til magten. Derfor anså de kritikken fra V og K som ubelejlig, fordi den svækkede regeringen – også i besættelsesmagtens øjne. I pressen og på gaderne agiterede de danske nazister højlydt - for ikke at sige støjende - for, at DNSAP skulle styre landet med partifører Frits Clausen som regeringsleder. Og DNSAP nød tydeligvis besættelsesmagtens støtte og beskyttelse. I tidsrummet fra den 9. april til begyndelsen af juli 1940 blev faren for en DNSAP-magtovertagelse støttet af besættelsesmagten drøftet på hele 26 regeringsmøder.

Det store spørgsmål var, hvor langt og med hvilke mål for øje DNSAP havde besættelsesmagtens støtte. Alene usikkerheden og frygten for en nazistisk magtovertagelse blev en faktor, der med stigende styrke kittede samlingsregeringen sammen, og i mange situationer fejede interne uenigheder til side. Det blev også en faktor, der gjorde regeringen mere føjelig over for tyske krav, og en faktor, som den tyske besættelsesmagt lærte at spille på for at få sine krav igennem. Selvom der var uenighed blandt besættelsesmagtens repræsentanter om, hvilken rolle DNSAP burde spille, var den stærkeste tendens og det vindende standpunkt, at så længe krigen varede, skulle man ikke risikere fordelene i den gældende situation ved at indsætte en dansk-nazistisk marionetregering, der ikke kunne regne med befolkningens opbakning. Med andre ord var den tyske kalkule, at samlingsregeringen bedst sikrede de tyske interesser, som var lov og orden, social ro samt stabile landbrugsleverancer til Tyskland. Men den uudtalte trussel om en magtovertagelse ved DNSAP var i denne sammenhæng et effektivt middel til at blødgøre den danske regering.

Frits Clausen var Partifører for DNSAP 1933-44. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv