Besættelsestiden, 1940-45

Den tidlige modstand

John Christmas Møller under en radiotale til Danmark

Den tidlige modstand havde sit udspring på yderfløjene - fra venstre i form af det illegaliserede DKP og fra højre i kraft af Dansk Samlings protestlinie og partiets forbindelse med det engelske SOE. Da sabotagen blev taget i anvendelse som våben i modstandskampen blev regeringen sat under pres.

Efter forbudet mod det danske kommunistparti organiserede det nu illegale DKP i løbet af efteråret 1941 og foråret 1942 en modstandsorganisation vendt mod såvel besættelsesmagten som den danske regering. Sidstnævnte naturligvis fordi denne havde illegaliseret DKP, men også fordi den med sit samarbejde støttede Tyskland økonomisk og i nogen grad også politisk. Kommunisterne agiterede for deres synspunkter i det skjulte på arbejdspladserne og via primitive illegale blade. De kritiserede arbejdsmarkedsforholdene og arbejdernes reallønstab og gav utvetydigt Socialdemokratiet og fagbevægelsen ansvaret herfor.

Samarbejdspolitikken fik også sin bekomst af DKP, der fremstillede den som en regulær ideologisk forbrødring mellem det danske Socialdemokrati og nazismen. Dette uagtet, at samarbejdspolitikken på sin vis også kunne kaldes et anti-nazistisk værn, fordi den førte politik holdt de danske nazister uden for indflydelse og begrænsede besættelsesmagtens indgreb i dansk suverænitet, men den politiske debat mellem fortalerne for henholdsvis modstandskamp og samarbejdspolitik var ikke til de finere nuancer. Den var i sjælden grad bitter og ubønhørlig.

I løbet af foråret 1942 dannedes den illegale Frit Danmark-organisation. Det skete ligeledes på kommunistisk initiativ, men i samarbejde med andre som fx den konservative politiker John Christmas Møller, der kort efter rejste til London, hvorfra han lod sin stemme høre i BBC’s udsendelser til Danmark. Frit Danmark udgav et illegalt blad af samme navn og dannede grupper i de fleste af landets større byer. Skønt angiveligt tværpolitisk var organisationen og bladet ledet af kommunisterne ud fra tanken om en folkefrontsstrategi, hvor det gjaldt om at mobilisere progressive borgerlige og socialdemokrater, der ikke støttede forhandlings- og samarbejdspolitikken. På kort sigt gjaldt det kampen mod nazismen, men ledende kommunister havde også i tankerne, at organisationen kunne danne en magtbase for kommunisterne, når krigen var forbi.

Det lille højre-nationale parti Dansk Samling var endnu i 1942-43 et legalt parti, men det stod for en kritisk linje over for forhandlings- og samarbejdspolitikken. Partiet var fra sin stiftelse i 1936 skeptisk over for og i perioder decideret modstander af parlamentarismen. I pjecer udgivet i besættelsens første år gav partilderen Arne Sørensen og historikeren Vilhelm la Cour udtryk for deres kritik af samarbejdspolitikken og måtte en enkelt gang bøde for det med hæftestraf.

Dansk Samlings vilje til at byde besættelsesmagten trods og dets uafhængighed af DKP gjorde det til en vigtig brik, da den britiske efterretningsorganisation Special Operations Executive (SOE) i løbet af 1942 forsøgte at fremme en pro-britisk organisering af den endnu spæde danske modstandsbevægelse. Dansk Samling benyttede blandt andet sit netværk til at huse de agenter, som SOE kastede ned med faldskærm.

Det er betegnende, at den tidlige organisering af modstanden fortrinsvis udsprang af politiske miljøer på yderfløjene. Disse grupper, som f.eks. DKP og Dansk Samling, følte ingen eller kun ringe loyalitet over for det parlamentariske system og de partier, som forsøgte at bevare parlamentarismen ved at gå på kompromis med det nazistiske Tyskland. Det er også betegnende, at selvom Frit Danmark ganske vist havde medlemmer fra samlingsregeringens partier, så var der tale om personer uden central placering eller betydningsfulde poster i partiorganisationerne. Illegalitet var bestemt ikke noget de traditionelle politiske organisationer stræbte efter.

Ræsonnementet for de personer, som engagerede sig i modstandskampen, var et andet end politikernes. Hvor politikerne (som oftest) agerede ud fra en følelse af ansvar for befolkningen, kastede enkeltpersoner sig (som oftest) ind i modstandskampen, fordi deres samvittighed bød dem det. De kunne ikke gøre andet, stillet over for det åbenlyst forkerte, som nazismen var. For kommunisterne spillede loyaliteten over for Sovjetunionen naturligvis også ind. Såvel politikernes som modstandsfolkenes ræsonnementer havde altså væsentlige elementer af moral i sig.

Så længe modstanden fortrinsvis var en sindelagskamp med de illegale blade som våben, sporedes der nok bekymring hos de danske myndigheder, som havde til opgave at sikre ”ro og orden”. Da modstanden i løbet af sommeren 1942 også blev en fysisk kamp med sabotagen som våben mod den tyske værnemagts materiel, bredte panikken sig i den politiske ledelse.

Den gryende sabotage anstrengte forholdet til besættelsesmagten, som truede med krigsretter og dødsstraf for sabotage. Hermed vaklede den danske jurisdiktion og hele fredsbesættelsens fundament. Derfor satte de danske myndigheder med politiet i spidsen alt ind på at forhindre sabotagen.