Besættelsestiden, 1940-45

Befrielsen og regeringsmagten

Ønsket om at få politisk indflydelse og undgå splittelse førte til sidst modstandsbevægelsen og politikerne sammen i en fælles regering, som blev anerkendt af de allierede magter.

De ledende politikere forestillede sig i foråret 1944, at de alene skulle danne regering, når freden kom. Udviklingen gik imidlertid anderledes, end de forventede, og indtrykket af befolkningens opbakning til Frihedsrådet fik dem på andre tanker.

Særligt DKP havde i sin illegale presse vedholdende givet udtryk for, at modstandsbevægelsen måtte være en del af den første frie regering efter krigen. Partiet kunne her bruge Sovjetunionens udenrigspolitik som løftestang. Unægteligt med en vis ret kunne Sovjetunionen føle sig fortørnet over den danske regering, som havde forbudt kommunisterne, accepteret de østfrontsfrivilliges kamp på tysk side og underskrevet Antikominternpagten. Sovjetunion undlod da også meget omhyggeligt at forhaste sig med at anerkende, at politikerne bag samarbejdspolitikken fortsat skulle have indflydelse i Danmark, hvilket gav DKP en trumf i forhandlingerne.

Storbritanniens anerkendelse af samarbejdspolitikkerne var imidlertid i hus, hvilket var væsentligt, da man formodede, at briterne ville forestå befrielsen af Danmark. Det var imidlertid ikke ensbetydende med, at sådan ville det nødvendigvis også ende. Udviklingen på slagmarkerne ville afgøre den sag, og den kunne også føre til en sovjetisk befrielse. I en sådan situation var det belejligt, om den sovjetiske anerkendelse også var på plads.

Under indtryk af disse forhold mundede de ledende politikeres forhandlinger med Frihedsrådet i april 1945 ud i en beslutning om at danne en fælles regering med deltagelse af 9 ministre fra modstandsbevægelsen og 9 ministre fra de fire store partier. Statsminister blev Vilhelm Buhl.

Det blev briterne som befriede Danmark. Overgangen til fredelige forhold forløb uden en militær slutkamp på dansk jord. Som de fleste bekendt annonceredes afslutningen på besættelsen den 4. maj 1945 om aftenen med oplæsningen over BBC af et kommuniké udsendt af den britiske feltmarskal Montgommery, hvori den tyske kapitulation i Holland, Nordvesttyskland - og Danmark bekendtgjordes.

Den nye regering trådte frem for den danske offentlighed via radioen i løbet af formiddagen 5. maj, og i løbet af samme dag landede de første britiske tropper i Kastrup Lufthavn. Den 9. maj mødtes Rigsdagen til det første møde siden august 1943. Den formelle russiske anerkendelse af regeringen blev opnået i løbet af sommeren 1945.

Godt fem års besættelse var slut. Enkeltindivider havde betalt med livet, produktionsapparatet var slidt, og det politiske system havde for sin overlevelse betalt med ubehagelige indrømmelser – blandt andet grundlovsbrud. Men af alle de besatte og krigsførende lande i Europa var det danske samfund samlet set sluppet billigst gennem krigen. Bemærkelsesværdig var ikke mindst kontinuiteten på systemplan symboliseret ved det politiske systems genoptagelse af arbejdet ved Rigsdagens åbning 9. maj med for størstedelen de samme kræfter som før og under krigen. En sådan kontinuitet var unik i de tyskbesatte lande under krigen.

Foran ventede et retsopgør og en politisk diskussion - for ikke at sige kamp - om ære, skyld og ansvar. Mange, formentlig de fleste, ønskede en normal hverdag tilbage - uden skyderi i gaderne og gerne med eftertragtede og længe savnede varer som rigtig kaffe, ordentlig tobak og chokolade.

Sommerens landeplage blev sangen ”Når der kommer en båd med bananer”.

Det britiske og det amerikanske flag sammen med Dannebrog. Aarhus i befrielsesdagene i maj 1945. Foto: Carl Berthelsen.