Adelsvælden, 1536-1660

Stigende skatter

Den almindelige befolkning kom til at mærke den øgede militarisering på flere måder. Nogle bondekarle blev udskrevet til at være soldater og kom selv i trøjen og somme tider i krig. De fleste kom dog først og fremmest til at betale til det.

1500-tallets stat var en såkaldt domænestat. Det betød, at kongen og statsmagten i princippet skulle leve af nogle særlige indtægtskilder, der blev betegnet som kronens egne, som dens 'domæne'. Den ene del af det var afkastet af krongodset eller rettere det overskud, lenene gav, når lensmændene havde fået deres andel. Den anden hoveddel af domæneindtægterne var toldindtægter. Særligt vigtig var Øresundstolden, som blev betalt af alle skibe, der passerede Helsingør. Øresundstolden gik i kongens egen kasse uden om Rentekammeret og rigsrådets indflydelse.

Derimod kunne der kun opkræves skat af fæstebønderne, når rigsrådet gav bevilling til det. Den vigtigste grund til at opkræve skat var krig. Man opkrævede skat, når der var krig, og man gjorde det ofte nogle år efter for at afbetale den gæld, der var opstået under krigen. Men når krigen var forbi, og når krigsgælden var betalt, kunne kongen klare sig for domæneindtægterne. I de sidste årtier af 1500-tallet og de første årtier af 1600-tallet betød en langvarig fredsperiode, at der næsten ikke blev opkrævet skat af bønderne.

Men efter 1625 blev det anderledes. Efter Kejserkrigen var de faste militærudgifter så høje, at de kun kunne dækkes ved at opkræve skat hvert år. Hvor en gennemsnitlig fæstebonde havde betalt skat svarende til ½ rigsdaler om året mellem 1580 og 1610, kom skattetrykket i årene 1620-50 typisk til at ligge på 2-3 rigsdaler om året pr. gård. Det var en mærkbar forøgelse, men dog stadig markant mindre end landgilden til godsejeren – og markant mindre end det skattetryk, der kom under enevælden efter 1660.