Adelsvælden, 1536-1660

Renæssancekulturen

I middelalderen havde kirken på alle måder været kulturelt førende. Efter reformationen havde kirken stadig kolossal betydning for udviklingen af en mere omfattende dansk skriftkultur. Bibelen blev udgivet på dansk af Christiern Pedersen, og der kom danske salmebøger. De blev brugt søndag efter søndag i kirker fra Tønder til Nordkap, så deres sprog og indhold kom til at påvirke meget stor dele af befolkningen. I 1600-tallet var salmebøger og nye testamenter almindeligt inventar i borgerhjem, og de fandtes på ikke helt få bondegårde. Også værker som Peder Palladius' visitatsbog eller Hans Tasens prædikensamling fik betydelig udbredelse. Bogtrykkerkunsten var nu veletableret, så der kunne trykkes oplag på adskillige tusinde af de mest populære værker.

Religiøse genrer spillede en stor rolle blandt det, der blev udgivet, men de stod ikke alene. Fra Italien nåede renæssancekulturen efterhånden til Danmark og dermed inspirationen fra den klassiske oldtid. En hel række litterære genrer vandt frem. Hans Svaning blev ansat som kongelig historiker med den opgave at skrive en ny danmarkshistorie. Han blev ikke færdig, men i stedet skrev den adelige embedsmand Arild Huitfeldt et monumentalt værk om den danske historie fra kong Dan og frem til Christian 3.s tid.

Renæssancekulturen mærkedes også på andre måder. Før reformationen var kirkerne de prægtigste byggerier. Med renæssancen blev hoflivet langt mere storslået, og det stillede krav om prægtige rammer. Det første monumentale renæssanceslot var Kronborg, men hovedværket blev Christian 4.s Frederiksborg. Slottet blev overdådigt udsmykket med skulpturer og malerier, ofte med motiver fra den klassiske oldtid. Også adelen byggede i stort tal, og herregårdene blev større og flottere end før. Samtidig vandt portrætkunsten frem, så slotte og herregårde fyldtes med malede billeder af slægten. Konge og adel havde afløst kirken som kunstnernes vigtigste arbejdsgivere.

En vigtig del af renæssancestrømningerne var en ny interesse for naturvidenskab. I Danmark blev den mest markante repræsentant adelsmanden Tycho (Tyge) Brahe, der som ung gjorde en vigtig astronomisk opdagelse, og siden med omfattende økonomisk støtte fra Frederik 2. byggede sin tids fineste europæiske observatorium på øen Hven i Øresund.

Renæssancekulturens fineste udtryk var forbeholdt ret snævre kredse inden for dels hof og adel, dels akademiske cirkler, men dele af den nåede et bredere publikum. Også i borgerhjem og blandt mere velstående bønder kom der nyt og rigere inventar, som var præget af renæssancens formsprog og motiver. Skriftkulturen vandt frem blandt ganske store dele af befolkningen. Ud over salmebøger, nye testamenter og bønnebøger var det dog andre genrer end hos eliten: Almanakker, små populære historier og lignende.

Den nye hof- og adelskultur betød ikke bare mere kunst og videnskab, men efterhånden også en mere forfinet opførsel. Det tog sin tid. Endnu under Christian 4. var det danske hofliv nok anerkendt for sit musikliv og adelsmændenes dannelse, men også kendt for, at man drak tæt, hvad i hvert fald nogle udenlandske besøgende fandt for groft. Langsomt blev normerne ændret og mere polerede. Samtidig begyndte adelens brug af vold at falde. Adelsmænd var opdraget i en krigerisk selvforståelse, og det var under visse omstændigheder stadig lovligt for adelsmænd at føre private småkrige mod hinanden. Men i løbet af perioden blev normerne fredelige. De private småkrige klingede af, og det blev mindre almindeligt at bruge vold.

I bondebefolkningen var både druk og vold ganske udbredt først i 1600-tallet. Også her peger en del dog på, at brugen af vold faldt gennem 1600-tallet. Staten var med til at søge at dæmpe den private vold gennem straffe og øget overvågning. Til gengæld voksede statens egen voldsmagt og brugen af den.

Statue af Hans Tausen (1494-1561) foran Ribe Domkirke, hvor han var biskop 1541-1561. Foto: BioPix.