Adelsvælden, 1536-1660

Monarkiets politiske opbygning

Før 1536 havde monarkiet grundlæggende været tredelt i henholdsvis Danmark, Norge og hertugdømmerne, som havde hver deres statsretlige status. I hver af disse tre dele var magten delt mellem kongen og repræsentanter for den pågældende politiske enhed – det vil sige det danske og det norske rigsråd og de slesvig-holstenske stænder. I 1536 blev det norske rigsråd ophævet, og Norge blev statsretligt lagt ind under Danmark og dermed under den fælles autoritet, som den danske konge og det danske rigsråd udøvede. Monarkiet var herefter statsretligt todelt: På den ene side Danmark-Norge med bilandene, på den anden side hertugdømmerne.

I praksis viste det sig ved, at den politisk-administrative ledelse ved siden af kongen var todelt. I Danmark, Norge og bilandene delte kongen suveræniteten med det danske rigsråd, der nu udelukkende bestod af adelige - typisk ca. 20 personer. Norge var som regel blot repræsenteret af én eller to danskfødte adelsmænd med len i Norge. Rigsrådet valgte kongen, og kongen skulle spørge det, før han kunne udskrive skatter, starte krig, indgå militære forbund eller foretage andre meget vigtige ting.

Den politiske ledelse af hertugdømmerne var mere kompliceret. Der fandtes endnu i 1536 et råd, der lignede det danske rigsråd, men det ophørte med at være et samlet organ i 1544. Til gengæld blev man ved med ret ofte at indkalde såkaldte landdage, der i princippet omfattede alle adelsmænd og repræsentanter for de største byer og et par kirkelige institutioner. Landdagene skulle spørges i forbindelse med skatteudskrivning og valg af ny hertug, men ikke i forbindelse med udenrigspolitik i øvrigt.

Særligt indviklede blev forholdene dog af, at man i 1544 delte hertugdømmerne mellem Christian 3. og hans to brødre, Hans den Ældre af Haderslev og Adolf af Gottorp. Hver hertug kunne selv bestemme de fleste forhold i sine områder, men en række større spørgsmål - bl.a. udenrigspolitik - skulle klares af de tre hertuger og adelen i fællesskab gennem den såkaldte fællesregering. Hertug Hans den Ældre af Haderslev døde uden arvinger 1580, så derefter var der kun to regerende hertuger: Den danske konge og hertugen af Gottorp.

Ud over kongens person blev monarkiet bundet sammen af, at der reelt kun var én hovedstad: København. Kongen flyttede ganske vist rundt, men han boede mest i København, og fra reformationstiden og frem fandtes der i København en central administration for både Danmark, Norge og den kongelige del af hertugdømmerne. Den var dog delt op i flere afdelinger. Den daglige centraladministration for Danmark og Norge blev varetaget af Danske Kancelli, der var bemandet med danske adelsmænd. Sager fra den kongelige del af hertugdømmerne blev derimod behandlet af Tyske Kancelli, der var bemandet med tysktalende akademikere, og som også tog sig af det meste af udenrigspolitikken. Endelig tog Rentekammeret sig af økonomiske spørgsmål, først og fremmest vedrørende regnskaberne fra de mange len rundt om i landet.

Lenene var lokalforvaltningens vigtigste institutioner i Danmark og Norge. Hvert len blev ledet af en lensmand. Et len kunne slet og ret være et kongeligt gods, hvor lensmanden var en slags godsforvalter. Men i de vigtige len fungerede lensmanden også som en kongelig embedsmand, der havde myndighed over en række spørgsmål, der vedrørte hele befolkningen. Det omfattede tilsyn med veje og broer, tilsyn med retshåndhævelsen, udskrivning af soldater og skatter og i øvrigt de opgaver, kongen nu fandt det praktisk at lade lensmanden ordne. En tilsvarende inddeling fandtes også i hertugdømmerne. Blot hed lenene dér amter og lensmændene amtmænd. Men begge steder var lensmanden eller amtmanden en nøgleperson i både den økonomiske og juridiske forvaltning.