Adelsvælden, 1536-1660

Levevilkår

Hele befolkningen levede under det vilkår, at sygdomme kunne ramme enhver når som helst. Børnedødeligheden var høj - også blandt de mere velstillede. Seks af Christian 4.s 21 børn døde, før de fyldte tre år. Havde man overlevet de første barneår, steg overlevelseschancerne. Epidemier tog deres told, men til omkring 1650 var de dog hverken flere eller værre, end at befolkningstallet steg. Til gengæld blev landet ramt af uhyggelige sygdomsepidemier i 1650'erne. I begyndelsen af årtiet blev Sjælland hårdt ramt, men endnu værre gik det, da en epidemi ramte det sydlige Jylland 1658-59. I de værst ramte sogne omkring Kongeåen synes over halvdelen af befolkningen at være døde, og fra Flensborg i syd til Horsens i nord døde formentlig et sted mellem en femtedel og en tredjedel af befolkningen.

Frem til omkring 1640 synes levevilkårene dog i øvrigt at have været ganske gode og endda i fremgang for det meste af befolkningen. De almindelige danske bønders gårde var så store, at de kunne brødføde familien, betale afgifter til godsejer og kirke og herudover producere et overskud, der kunne sælges. De stigende priser på fødevarer betød, at bønderne fik stadig flere penge for deres varer. Det almindelige bondeliv var stadig på mange måder hårdt, og det var ikke præget af stor luksus, men det var dog ret almindeligt, at der var råd til noget, der rakte ud over det helt nødvendige for at opretholde livet. Danske bønder købte i et vist omfang importeret tøj og importerede fødevarer, og det var ikke enestående at finde genstande af sølv og tin i bondehjem omkring 1640.

Udviklingen havde dog sine tabere. Den voksende husmandsbefolkning skulle købe fødevarer eller opnå dem som modydelse for arbejde for bønderne. De oplevede, at arbejdslønnen haltede efter fødevarepriserne. Det er uklart, hvor meget husmændene mærkede det, da mange af dem trods alt havde en stump jord og ret til at græsse en ko eller to, men i hvert fald mærkede de ikke meget til de gode tider. I år, hvor høsten var dårlig og priserne var høje, lød der klager over, at mange sultede rundt om i landet.

En mindre del af befolkningen faldt helt igennem og blev til et omstrejfende proletariat af tiggere. Nogle historikere har ment, at det var helt op til 10 % af befolkningen, men det er nok for højt sat. Men problemet eksisterede. Kongen og hans rådgivere søgte at reducere det gennem en række initiativer. Man skelnede mellem de værdigt trængende, som især var de syge og de handicappede, som befolkningen blev pålagt at støtte ved almisser, og så de uværdigt trængende, som var i stand til at arbejde. De sidste skulle enten jages bort eller sættes i arbejde - bl.a. gennem Tugt- og Børnehuset.

Det omstrejfende proletariat forblev en relativt lille gruppe, men mod slutningen af perioden blev levevilkårene generelt dårligere for en stor del af befolkningen. Der er flere forklaringer. Landbrugspriserne blev lavere fra 1640’erne, og samtidig ser det ud til, at klimaet blev lidt værre. Trods lavere indtægter skulle bønderne betale øgede skatter.

Særligt hårde var vilkårene for befolkningen i de perioder, hvor dele af landet var besat af fremmede tropper. Det betød plyndringer, voldtægt og andre overgreb, men først og fremmest krævede besættelsesmagten fra 1620'erne og frem såkaldte kontributioner, dvs. en slags skat, som var langt højere, end hvad bønderne var vant til at betale. Krigene i 1620’erne og 1640’erne ramte Jylland og hertugdømmerne hårdt, men første gang kunne bønderne tære på reserver, og anden gang klarede de sig stadig nogenlunde. Derimod betød krigene i 1650’erne mere varig økonomisk nedgang.