Adelsvælden, 1536-1660

Kongerne

Kongens person samlede hele monarkiet. Kun han havde magt i både kongerigerne og hertugdømmerne, han var i sin person den daglige regering, og det at have samme regent var væsentligt for at binde danske, norske og holstenske indbyggere sammen.

Med afslutningen af Grevens Fejde i 1536 kunne Christian 3. sætte sig sikkert i tronstolen. Han havde vundet borgerkrigen i Danmark, og med reformationen havde han styrket kongemagten afgørende. Hertugdømmerne havde han haft kontrol med, før han blev dansk konge. 1536-37 sikrede han sig også kontrol med Norge. Kun på Island varede det længere, før han fik sikret sin magt. Christian 3.s største projekt var reformationen, og han forblev stærkt optaget af religiøse spørgsmål. Han var personligt from, og hoffet var i hans tid præget af et forholdsvis stilfærdigt og kristeligt liv, selv om der blev bygget nye slotte.

Da Christian 3. døde i 1559, var tronfølgen for længst sikret. Danmark var ganske vist et valgrige, men kongen havde allerede 1536 fået valgt sin ældste søn, Frederik, som tronfølger. Han indgik efter faderens død en håndfæstning, hvor han sædvanen tro garanterede adelens privilegier og lovede at styre rigerne sammen med den. Hvor faderen først og fremmest var reformationskongen, var Frederik 2. i højere grad en renæssancekonge. Han dyrkede især i sine unge år krig og jagt, og han søgte at give det danske hof noget af den nye pragt, der var blevet moderne i udlandet. Kronborg blev det fornemste udtryk for det.

Frederik 2. døde i 1588. Atter var tronfølgen for længst på plads, da den ældste søn, Christian, var valgt, og håndfæstningen blev identisk med faderens. Men Christian 4. var kun ti år, da faderen døde. Som midlertidig regering indsattes et råd af fire adelsmænd, der fungerede til 1596, hvor kongen selv overtog magten. I hertugdømmerne havde Christian dog selv overtaget styret allerede i 1593. Christian 4. kom således til magten i en ung alder, og da han blev forholdsvis gammel, var han med en regeringsperiode på 52 år konge usædvanligt længe. I sine tidlige år havde han mange penge, og det gav ham råd til at gøre hoffet endnu mere prægtigt end i faderens tid og bygge i stor stil - bl.a. Frederiksborg Slot. Kongens virketrang fandt dog også udtryk i anlæggelse af byer og fæstninger, forsøg på at fremme handel og industri og i det hele taget en aktiv politik på mange felter.

Da Christian 4. døde i 1648, var hans ældste søn og udpegede tronfølger, den "udvalgte prins" Christian, død kort forinden. Der var derfor ikke nogen tronfølger klar. Rigsrådet valgte kongens eneste tilbageværende ægtefødte søn, Frederik, men tvang ham til at underskrive en stram håndfæstning. Tolv år senere blev Frederik 3. dog i stand til at indføre enevælden og dermed frigøre sig helt fra håndfæstningen.

Portræt af Christian 3. fra 1550'erne sandsynligvis malet af Jacob Binck. Illustration fra Wikimedia Commons.
Portræt af Frederik 2. Fra Wikimedia Commons.
Portræt af Christian 4. af Pieter Isaacsz fra ca. 1614 fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederikborg Slot. Foto fra Wikimedia Commons.