Adelsvælden, 1536-1660

Kongens riger og lande

Kongeriget Danmark indgik i et større monarki sammen med andre riger og lande. Ordet 'Danmark' kunne i perioden både betegne kongeriget Danmark i snæver forstand og hele det monarki, den danske konge herskede over. Det sidste gælder især i internationale sammenhænge. Sverige var definitivt trådt ud af Kalmarunionen i årene op til 1536. Tilbage var kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten og de såkaldte bilande, som alle var samlet under den danske konge.

Selve kongeriget Danmark omfattede det nuværende Danmark inklusive Skåne, Halland og Blekinge (frem til 1658), men eksklusive Sønderjylland. Vi kender ikke folketallet, men man har skønnet, at det voksede fra ca. 600.000 i 1536 til ca. 800.000 i 1658 (før tabet af de skånske landsdele). Disse og alle andre folketal fra perioden må dog tages med store forbehold. 

Kongeriget Norge var formelt næstvigtigste del af det samlede monarki. Det omfattede ud over det nuværende Norge også de i dag svenske provinser Bohuslen, Jämtland og Härjedalen. Norge var i 1536 et uhyre tyndt befolket land med måske kun 300.000 indbyggere. Væksten i befolkningen var dog endnu kraftigere end i Danmark, og ved 1658 har folketallet snarere nærmet sig 600.000. 

I 1536 herskede den danske konge også i hertugdømmerne Slesvig og Holsten (men som hertug og ikke som konge). De var principielt to forskellige hertugdømmer med hver sin grundlæggende lovgivning. Holsten var medlem af Det Tysk-romerske Rige, men det var Slesvig ikke. På de fleste punkter blev de to hertugdømmer dog betragtet som en enhed, benævnt hertugdømmerne eller fyrstendømmerne. Hertugdømmernes folketal ved 1536 er anslået til 3-400.000, og man regner med en vækst til 5-600.000 i 1658.

Til disse tre hoveddele kom nogle såkaldte "bilande". Færøerne og Island var fra gammel tid norske bilande. Det vil sige, at de hørte under den norske konges suverænitet, men havde betydelige indre særtræk i lovgivning m.v. Efter 1536 blev disse områder gradvis knyttet mere direkte til centralstyret i København og mistede dermed meget af tilknytningen til Norge. Gotland havde en tilsvarende status i forhold til Danmark. Fra 1573 kom øen Øsel ud for Estland til som en slags dansk biland, men stadig med helt selvstændig lovgivning og særlige administrative forhold.

Endelig begyndte Danmark i løbet af perioden så småt at få kolonier. I 1620 nåede en dansk flåde Indien, hvor det lykkedes at etablere et støttepunkt ved den lille by Trankebar. I 1658 erobrede danske tropper et fort på Guldkysten i det nuværende Ghana, hvorved den danske koloni i Afrika var grundlagt.

Tilkomsten af Øsel og de første kolonier var forholdsvis mindre forandringer i monarkiets udstrækning. Til gengæld skete der sidst i perioden – i årene 1645-60 – afgørende forskydninger i grænserne for monarkiets hoveddele. I både 1645 og 1658 blev større områder afstået til Sverige. I 1660 fik Danmark og Norge lidt af det tabte tilbage, men trods det betegner 1645-58 den vigtigste og mest varige grænseforskydning mellem de nordiske lande siden vikingetiden.