Adelsvælden, 1536-1660

Kirkepolitik og moralpolitik

Kirkelige spørgsmål havde i høj grad været med til at sætte landet i brand i 1530'erne. Da Christian 3. havde vundet borgerkrigen i 1536, gjaldt det om at få gennemført de kirkelige ændringer, kongen og kredsen omkring ham ønskede. Hermed ville man også sikre sig kontrol med de religiøse bevægelser i folket, som ville kunne true kongemagten og samfundets politiske stabilitet, hvis de fik lov til at udvikle sig ukontrolleret.

På det store stændermøde i København i 1536 blev der truffet en række afgørende kirkepolitiske beslutninger. Bisperne fik skylden for de forudgående års borgerkrig, og det blev besluttet, at klostrene skulle nedlægges, bispers og klostres gods lægges ind under kronen, og at der skulle indføres luthersk teologi. Dermed var de store linjer lagt fast. Men der stod endnu meget tilbage med at føre reformationen ud i praksis.

Allerede i 1537 udsendtes kirkeordinansen, der blev en slags grundlov for den nye lutherske kirke. Klostrene blev lukket, men ellers opretholdtes den kirkelige organisation med bisper (som dog de første år kaldtes superintendenter), domkapitler, provster og sognepræster. Kirken blev imidlertid nu en fyrstekirke med kongen som overhoved.

Sognepræsterne blev styrket og dannede endnu mere end før rygraden i kirken. De steder, hvor klostre havde siddet på præsteembederne og ladet vikarer udfylde dem, blev der nu indsat normale sognepræster. Man søgte også at forbedre uddannelsen af de kommende præster, og bisperne skulle holde tilsyn med præsterne gennem hyppige kontrolbesøg, såkaldte visitatser. Bisperne var efter reformationen kun i ringe grad politikere og godsejere og koncentrerede sig nu mere om det teologiske.

Omvendt greb kirkelige spørgsmål ind i store dele af hverdagen. Religionen var stadig en helt grundlæggende verdensforståelse, som også kunne forklare jordiske begivenheder som sygdom og død, og lovgivningen tog i høj grad hensyn til, hvad der stod i Bibelen. At kirken nu kom ind under kongen, betød, at kongen blandede sig langt mere i en række sociale og moralske samfundsspørgsmål, som før havde været kirkens anliggende. Under Christian 3. blev en mindre del af de konfiskerede kirkelige ejendomme anvendt til at finansiere såkaldte hospitaler, som var en slags fattig- og alderdomsstiftelser.

Den danske regering var under Christian 3. og Frederik 2. optaget af at lede de store kirkelige bevægelser fra reformationsårene ind i en reguleret luthersk fyrstekirke, og man bekæmpede tilløb til sekter og katolicisme. Ret hurtigt fik regeringen dog den opfattelse, at de religiøse forhold i Danmark var ret trygge, og man førte en ret tolerant politik. Så tog man sig mindre af, at befolkningens religiøse forståelse ikke altid stemte med, hvad teologerne prædikede. Når bare folk afholdt sig fra alt for åbenlyst katolske ritualer og fra egentlige vækkelsesbevægelser uden om den etablerede kirke, var man tolerant over for forskelle i kristendomsforståelsen.

Det ændrede sig under Christian 4., hvor den strenge såkaldte lutherske ortodoksi slog igennem, og hvor kongen indledte et moralsk korstog. Det gav sig bl.a. udslag i en bølge af hekseforfølgelser. Både den almindelige befolkning og teologerne var enige om, at man kunne gribe ind i verdens gang ved magi. De var også enige om at straffe sort magi, men kirken ville desuden straffe magi i det hele taget. Hekseforfølgelser havde bredt sig efter reformationen, men i begyndelsen af 1600-tallet tog de et voldsomt opsving. Så klingede det af, nok også fordi folk blev mere forsigtige med at foretage sig noget, der kunne opfattes som upassende magi. Ved samme tid skete der en stramning af seksuallovgivningen, så der kom strengere regler og skærpede straffe for seksuelle forhold uden for ægteskabet. 

Denne moralske lovgivning var styret af en forestilling om, at Gud greb direkte ind i verden og kunne finde på at straffe lande, hvor moralen var i forfald - f.eks. med sygdom og krig. Men den hang også sammen med, at statsmagten efter reformationen helt generelt blev mere udfarende og søgte at gribe mere ind i hverdagslivet. Under Christian 4. kom der også en kampagne mod "løsgængere" - dvs. folk, der levede af tiggeri eller i det hele taget ikke havde fast arbejde og bolig. Ét af midlerne blev oprettelsen af Tugt- og Børnehuset i København, hvor løsgængerne skulle sættes ind og forvandles til nyttige samfundsborgere.