Adelsvælden, 1536-1660

Karl Gustav-krigene

I 1648 sluttede Trediveårskrigen. Sverige var én af sejrherrerne, og som en del af sejrens pris beholdt svenskerne en række områder i Nordtyskland. Sverige stod dermed på begge sider af Danmark, og svenske tropper ville nu ikke bare kunne angribe i Skåne eller til søs, men også sydfra. Det betød, at både hertugdømmerne og Jylland nu var permanent udsatte. Samtidig var Sverige en stormagt med en mægtig hær, som man i virkeligheden kun havde råd til, når der var krig, idet tropperne så kunne forsørges ved udskrivning af hårde krigsskatter i de besatte områder.

Den svenske konge vendte sig mod Polen. I Danmark var der dels et ønske om revanche, dels en fornemmelse af, at krig før eller siden var uundgåelig. I 1657 vurderede den danske konge og hans rådgivere, at Sverige stod så svagt, at tidspunktet var gunstigt, så man erklærede Sverige krig. Det skulle man ikke have gjort. Den svenske konge, Karl 10. Gustav, forlod hastigt Polen med sin krigsvante hær, drog gennem Nordtyskland, fejede den danske modstand i hertugdømmerne til side og fortsatte op gennem Jylland. Så langt var det en gentagelse af de to forudgående krige. Men vinteren var streng, og bælterne frøs til. Den svenske konge fortsatte i januar-februar 1658 i hastige marcher over Lillebælt, ned over Fyn og videre over Tåsinge og Langeland, tværs over det tilfrosne Storebælt og ad den vej videre over Lolland og Falster og ind på Sjælland.

I København vurderede man situationen som desperat og bad om fred. Ved Roskildefreden tog svenskerne sig dyrt betalt. Danmark måtte afstå Skåne, Blekinge og Bornholm og de norske provinser Bohuslen og Trondheim Len, og den midlertidige afståelse af Halland blev gjort permanent. Den danske konges medhertug i Slesvig og Holsten, hertug Frederik 3. af Gottorp, havde skiftet side og sluttet sig til svenskerne. Som tak opnåede han at blive erklæret suveræn fyrste og dermed frigjort fra den danske konges overhøjhed. Roskildefreden var en katastrofe for den dansk-norske stat. For det egentlige Danmark omfattede de afståede landsdele op mod en fjerdedel af befolkningen, landets næststørste by, Malmø, og ét af de rigeste landbrugsområder. Norges tab var tilsvarende.

Endda var den svenske konge ikke tilfreds. Over foråret og sommeren 1658 stod der stadig svenske tropper i Danmark, mens parterne forhandlede om forskellige detaljer. Den svenske konge skruede sine krav i vejret, og selv om den danske regering til sidst bøjede sig, besluttede han sig for at genoptage krigen. I august 1658 landsatte den svenske konge en hær på Sjælland. Hans mål var nu intet mindre end den fuldstændige erobring af Danmark.

Nu kom det Danmark til gode, at en række andre magter trods alt ikke ønskede så mægtigt et Sverige. Kejseren, Polen og Brandenburg sendte en hjælpehær, der fordrev svenskerne fra hertugdømmerne og Jylland, og Nederlandene sendte en flåde med undsætning til København. Den svenske konge besluttede sig så for at prøve at erobre København. Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne byen, men forgæves. Om sommeren samme år gik danske og allierede styrker i land på Fyn og besejrede de svenske styrker i slaget ved Nyborg. Bornholmerne befriede sig selv, og styrker fra hovedparten af Norge forjog svenskerne fra Trondheim Len. Men endnu beherskede svenske styrker det meste af Sjælland og landene øst for Øresund.

Ved freden i København i 1660 fik Danmark-Norge de to områder tilbage, der var blevet befriet – Bornholm og Trondheim Len. Norge fik dermed den største og vigtigste af de tabte provinser tilbage, Danmark kun den mindste af sine. Men ellers stod Roskildefreden ved magt. Sverige havde på 15 år taget solide bidder af Norge og Danmark. De grænser, der dermed opstod, gælder endnu.

Illustration af Stormen på Købehavn. Illustration fra Danmarks historie i Billeder (1898)