Adelsvælden, 1536-1660

Indre politisk strid

Både selve udenrigspolitikken og oprustningen gav anledning til indre politiske stridigheder. Før 1625 havde Christian 4. gennemgående ønsket en mere aggressiv udenrigspolitik end rigsrådet. Uenighederne havde flere årsager. Der var tale om forskellige vurderinger af den udenrigspolitiske situation, men der var også andre grunde. Generelt tenderede krig og oprustning mod at styrke kongen, mens rigsrådsstyret var bedst egnet til fredssituationer. Før 1625 havde Christian 4. imidlertid kunnet skaffe sig et vist politisk råderum i kraft af, at han selv havde pengene. Han kunne således i 1625 gennemføre store oprustninger og reelt indlede en krig uden om rigsrådet, fordi han havde adgang til penge andre steder fra.

Efter Kejserkrigen var situationen en anden. Kongens kasse var tom, og han kunne kun finansiere de nye hære ved opkrævning af skatter. Det krævede efter håndfæstningen rigsrådets samtykke og gav rigsrådet et effektivt politisk pressionsmiddel. Kongen mente, at rigsråderne var for konservative og bevilgede for lidt skat. Det var medvirkende til, at han i 1634 indkaldte et stændermøde, hvor ikke bare rigsrådet, men alle adelsmænd blev indbudt sammen med repræsentanter for købstæderne og gejstligheden. Det blev det første af flere stændermøder.

For Christian 4. var stændermøderne en skuffelse. Byborgerne og de 'menige' adelsmænd uden for rigsrådet var endnu mere skeptiske over for at bevilge skatter til oprustningen, end rigsrådet var. Der var dog en interessant splittelse. Borgerne kritiserede nemlig samtidig stærkt adelens privilegier og lagde op til store reformer, der ville fjerne meget af adelens magt.

I første omgang var det i stedet den 'menige' adel, der fik ét af sine hovedkrav igennem. Det blev nemlig besluttet, at de skatter, der blev betalt til hæren, ikke bare skulle gå i kongens kasse, men forvaltes af særlige landkommissærer, som adelen selv valgte.

Da Christian 4. døde i 1648, lagde den 'menige' adel op til, at en væsentlig del af den politiske magt skulle overgå fra rigsrådet til stændermøderne. Det var ganske naturligt. Det danske rigsrådsstyre var ret enestående. Andre steder i Europa var det netop stænderforsamlinger, som kongerne skulle forhandle med. Sverige havde begge dele, men her var rigsdagen – altså en repræsentation for alle stænder – styrket under Vasakongerne i forhold til rigsrådet. Den menige danske adel ønskede noget lignende.

Det kom der ikke noget ud af. Resultatet blev i stedet, at Frederik 3.s håndfæstning styrkede rigsrådets magt på flere punkter. Dels skulle rådet fremover have et fast antal medlemmer, og kongen kunne ikke længere blot selv udpege nye råder, men skulle vælge mellem nogle kandidater udpeget af adelen. Dels styrkedes rigsrådets indflydelse på en række politiske områder, især i forbindelse med udenrigspolitikken. Stændermødernes interesser blev ikke tilgodeset.

Umiddelbart markerede 1648 højdepunktet af rigsrådets magt. Rådet havde valgt at acceptere den mere omfattende moderne stat med en stående hær og de skatter, den kostede, men ville samtidig øge sin kontrol med staten. Det skulle dog kun blive en stakket frist. Tolv år senere blev rigsrådet afskaffet og enevælden indført.